Jobs

Esbjerg Havn søger  økonomi- og administrationselev til økonomiafdelingen

Trives du i en velrenommeret og anerkendt virksomhed, hvor der til stadighed er fokus på udvikling og samarbejde, og hvor du får mulighed for at blive en del af en velfungerende økonomiafdeling? Så er det muligvis dig, som skal være vores nye økonomi- og administrationselev på Esbjerg Havn.

Som økonomi- og administrationselev hos Esbjerg Havn vil du komme til at beskæftige dig med mange forskellige opgaver, herunder:

  • Debitorstyring
  • Opfølgning på debitorer, incl. rykkerprocedure
  • Kontering og bogføring af bilag
  • Afstemninger i forbindelse med måneds- og årsregnskab
  • Rejseafregninger
  • Korrespondance
  • Kreditorstyring
  • Inden- og udenlandske betalinger
  • Kontakt til offentlige myndigheder
  • Ad hoc-opgaver

 

Kvalifikationer og kompetencer

Vi forestiller os, at du har en HHX-, en finansøkonom- eller en STX-eksamen gerne med linjefag/speciale indenfor økonomi og administration. Din viden kan dog også være opnået på anden vis.
Koncernsproget er dansk, men da vi har en international berøringsflade, er det vigtigt, at du også behersker engelsk i skrift og tale.
Som person er du selvstændig, struktureret og har en analytisk tankegang. Du formår at omsætte tanke til handling, og du sætter en ære i at aflevere et veludført stykke arbejde. Du er detaljeorienteret, og trives med alle former for arbejdsopgaver indenfor økonomi og administration.
Du har et godt humør, og kan lide at være i dialog med mange forskellige mennesker. Du er jordnær, pålidelig og punktlig – og du overholder deadlines.
Du formår at se sammenhænge, og kan lide at analysere og afstemme. Det vil være en fordel, hvis du har stiftet bekendtskab med MS Office-produkterne, herunder specielt Word og Excel, der er vores daglige arbejdsredskaber.
Hos Esbjerg Havn arbejder vi med MS Office, Dynamics 365 Business Central, Lessor Løn og Microsoft Business Intelligence. Det vil derfor være en fordel, at du har flair for IT og muligvis har en smule kendskab til nogle af disse eller lignende systemer. Vigtigst af alt er dog, at du har lysten til at tilegne dig ny viden og til at anvende den som en del af din fremtidige værktøjskasse.

Praktiske oplysninger
Hvis du synes ovenstående lyder spændende så send en ansøgning samt dit CV, mærket ”elev”, til: job@portesbjerg.dk.
Ansøgningsfristen er den 10. juni 2021.
Startdato senest den 1. oktober 2021.
Den ugentlige arbejdstid er 37 timer med mulighed for flextid. Det forventes dog, at du er fleksibel og er indstillet på at yde en ekstra indsats ved spidsbelastning.
Du aflønnes i henhold til gældende overenskomst, og du har mulighed for at gøre brug af en række personalegoder, herunder en sundhedsforsikring.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe til økonomiassistent Helle Burgdorf på
tlf. 2149 2797 (direkte).