Esbjerg Havn er på vej til at blive Europas knudepunkt i ny grøn industri

Kong Frederik og stifter af INEOS, Sir Jim Ratcliffe, var med til at skyde Project Greensand i gang ved en stort opsat ceremoni på Esbjerg Havn i september, mens TV-kameraerne snurrede, og en række journalister skriblede løs.

Som det første projekt i EU sætter INEOS i samarbejde med Harbour Energy og Nordsøfonden nemlig hele kæden fra fangst og transport til lagring af CO₂ i kommerciel drift. Og mulighederne for at skalere er store. Greensand forventer at lagre op til 400.000 ton CO₂ om året i den første kommercielle fase - med mulighed for at skalere til 4-8 millioner ton om året ved fuld kapacitet.

Udviklingen glæder CEO for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen.

”Man har absolut overset de muligheder, som olie- og gasindustrien giver Danmark inden for carbon capture, for den danske geologi er ideel til formålet,” siger han og uddyber:

”Vi kan totalt lagre op til 22 milliarder ton CO₂ i den danske sektor af Nordsøen. Og i 2050 kan man lagre 450 millioner ton om året, når det er fuldt skaleret. Den danske kapacitet er altså nok til at dække, hvad der skal lagres i 48 år. Man kan have mange holdninger til den grønne omstilling, men CO₂-udledningerne skal jo væk, og det løser man ikke alene med vindmøller og solceller.”

Fra enkelt projekt til en hel industri

Projektet skal modtage CO₂ fra blandt andet biogasanlæg, transportere gassen til Esbjerg Havn - og derefter sejle den ud i Nordsøen. Her bliver CO₂'en pumpet cirka 1.800 meter ned i et udtømt oliefelt, hvor den lagres permanent.

Project Greensand er således et af de projekter, der har været med til at flytte CCS fra planer og drømme til noget, der rent faktisk fungerer i praksis.

Teknologien er især tænkt til industrivirksomheder, hvor udledningerne ikke nødvendigvis forsvinder, selv om produktionen bliver mere energieffektiv - eller drives af grøn strøm. EU vurderer desuden, at CO₂-fangst og -lagring skal udbygges markant, hvis Europa skal nå sine klimamål.

Nu er spørgsmålet, hvordan de dansk-britiske erfaringer kan bruges til at bygge et langt større system med fokus på tomme olie- og gasreserver i Nordsøen.

Esbjerg Havn i førersædet

For Esbjerg Havn handler det således ikke kun om Project Greensand. Det handler om, at en lang række europæiske virksomheder skal kunne transportere deres CO₂ frem til en havn, der kan håndtere det.

Her kan Esbjerg Havn facilitere transporten videre ud Nordsøen til de danske lagre, som kan tage imod store mængder. Det er den infrastruktur, der nu skal bygges op for alvor.

Project Greensand har imidlertid vist, at de enkelte dele kan hænge sammen. Men hvis CCS skal blive en stor del af den europæiske omstilling, skal der mange flere virksomheder og langt større mængder med. Her presser både INEOS og den danske stat nu på.

Esbjerg ligger desuden tæt på både de danske virksomheder, der kan få brug for at sende CO₂ til lagring, og på de tyske industriregioner, hvor behovet kan blive langt større. Det er en udvikling, der minder om noget, havnen har prøvet før. Esbjerg blev bygget op omkring fiskeri, senere kom olie og gas, og siden blev offshore vind en central del af havnens forretning.

Nu er CO₂ på vej ind som endnu et område, hvor havnen kan få en rolle i den grønne omstilling, påpeger Dennis Jul Pedersen.

”Grøn omstilling er noget med havvind og sol, ja, men ikke alt kan omstilles. Tung industri i Tyskland kan ikke omstilles, og hydrogenstrategien når ikke de målsætninger, man havde forudset. Derfor kommer carbon management ind,” siger han.

Tyskland - en central del af markedet

For Esbjerg Havn er det altså ikke mindst forbindelsen til den tyske industri, der kan blive interessant.

Tyskland har en stor tung industri, men begrænsede muligheder for selv at lagre CO₂. Derfor kan transport til Nordsøen blive en del af løsningen for virksomheder, der ikke kan fjerne alle deres udledninger gennem elektrificering eller andre teknologier.

Her er Esbjergs placering vigtig. Samtidig ser Dennis Jul Pedersen CCS som en del af en større europæisk diskussion om industriens konkurrenceevne.

”Der er et klart link mellem Draghi-rapporten, der peger på, at det er billigere at lave grøn omstilling, hvis vi kan skalere det op lynhurtigt, og CCS, som kan skaleres op hurtigt. Ifølge vores regnestykker giver det en stor cost-besparelse, og der er jo en stor del af Europas industri, der stadig skal omstilles,” siger Dennis Jul Pedersen.

Europæiske regler driver udviklingen

Jakob Zinck Thellufsen er ph.d. og associeret professor med fokus på analyse af energisystemer ved Aalborg Universitet. Han mener også, at CCS bliver en vigtig del af løsningen på de udledninger, man ikke kan energispare sig ud af.

”Der vil være udledninger, som vi ikke kan undgå, for eksempel fra cementproduktion. Derfor skal vi kunne fange og lagre CO₂,” fastslår han og uddyber:

”CCS er et vigtigt redskab, men det er ét redskab blandt flere. Når man ser på energisystemet, har vi en række forskellige løsninger. Vi kan sætte vindmøller og solceller op, men når vi ser frem mod et klimaneutralt samfund, er der stadig områder, hvor det er vanskeligt at undgå udledninger.”

Her bliver europæiske regler også vigtige for virksomhedernes muligheder på markedet.

”Når det gælder konkurrenceevnen, er Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) en vigtig del af billedet. Hvis man vil have adgang til det europæiske marked, skal man overholde de europæiske krav, og efterspørgslen i Europa kommer til at drive en stor del af udviklingen. Derfor er det vigtigt, at EU-landene står sammen om krav og rammebetingelser. Det skaber en større sikkerhed for investeringerne og kan samtidig være med til at understøtte de industrier, som Europa ønsker at fastholde,” siger Jakob Zinck Thellufsen.

Geologi i Nordsøen støtter op

De geologiske forhold i Nordsøen gør området interessant til lagring, understreger Jakob Zinck Thellufsen. Potentialet er stort. Men det handler også om, hvor meget CO₂ der skal lagres, og hvor længe det skal ske.

”Nordsøen kan spille en meget vigtig rolle for hele Europa, når det gælder transport og lagring af CO₂. Potentialet i lagrene i Nordsøen er stort, men det er også et spørgsmål om, hvor meget CO₂ vi skal lagre, og hvor længe vi skal lagre det?”

Det er dog ikke sådan, at CCS skal bruges til at fastholde alle nuværende udledninger. Udledningerne skal fortsat reduceres, og lagrene har trods alten begrænset kapacitet, påpeger Jakob Zinck Thellufsen.

”Det er vigtigt at understrege, at vi også skal reducere vores udledninger. Vi kan ikke bare fange al CO₂, for lagrene bliver på et tidspunkt fyldt op. For de fleste virksomheder vil det på lang sigt være billigere at elektrificere end at fange og lagre CO₂ i Nordsøen. Det er også en vigtig del af løsningen.”

Marked skal bygges op

En anden del af udviklingen handler om negative emissioner, hvor CO₂ fjernes fra atmosfæren eller kommer fra biogene kilder og efterfølgende lagres permanent.

”Hvis vi ser på negative emissioner, kan det på længere sigt også handle om direkte luftopsamling, hvor CO₂ trækkes ud af atmosfæren og lagres. Eller om biogen CO₂ fra for eksempel biogas. Hvis den CO₂ lagres permanent, kan man opnå negative emissioner, som kan bruges til at kompensere for andre udledninger fra f.eks. landbruget.”

Samtidig er der tekniske udfordringer, når et større europæisk system for transport og lagring skal bygges op, påpeger forskeren.

”Spørgsmålet er blandt andet, hvor mange anlæg der kan operere samtidig, hvordan vi sikrer transporten og får designet de rigtige processer til at håndtere CO₂ fra forskellige udledere. Men grundlæggende ved vi teknisk set godt, hvordan man gør.”

Den økonomiske udfordring handler i høj grad om at sikre tilstrækkelige mængder CO₂ til at udnytte lagrene effektivt.

”Økonomien i lagrene bliver bedst, hvis man udnytter hvert enkelt lagringslokalitet så meget som muligt. Det kræver, at økonomien er god, der hvor CO₂ kan fanges, så man kan opnå stordriftsfordele. Jo mere CO₂ man kan lagre, desto billigere bliver det.”

Industrien bredt set kommer til at spille en central rolle i opbygningen af markedet, fastslår Jakob Zinck Thellufsen.

”Det er i høj grad vores industri, der kommer til at drive udviklingen - sammen med biogasanlæg og affaldsforbrænding til at starte med,” siger forskeren.