Havnens infrastruktur er afgørende for den grønne omstilling, biodiversitet og bæredygtig innovation

Vi vil fremover fortsat have udledninger fra tung industri i Europa, som ikke kan elektrificeres væk. Og vores energiforsyning vil i mange år bestå af både vedvarende energi og fossile brændstoffer. Omstillingen skal derfor løses i hele kæden – ikke kun i produktionsleddet.

I denne udgave af Esbjerg Havns nyhedsbrev ser vi på fire sider af den udvikling: CO₂-lagring i Nordsøen, regenerativt byggeri, integration af energi i nettet og Europas energisikkerhed.

En ny industri i drift

Med Project Greensand er hele kæden fra fangst og transport til lagring af CO₂ for første gang i EU sat i kommerciel drift. Dermed er det ikke længere teknologien, der er det store spørgsmål ved initiativer inden for carbon capture and storage (CCS). Det er skalaen.

Hvis CCS skal gøre en reel forskel, skal langt flere virksomheder og langt større mængder håndteres – ikke mindst fra den tyske industri, der har begrænsede muligheder for selv at lagre CO₂. Det repræsenterer et enormt potentiale for et nyt dansk eventyr i Nordsøen, og her får Esbjerg Havn en nøglerolle. Lagrene i Nordsøen er nemlig meget store, og den danske geologi er ideel til at lagre CO₂.

Når infrastruktur også er natur

Biodiversitet kan ikke kvantificeres lige så enkelt som CO₂. Det er en af grundene til, at natur sjældent indgår som en målbar del af maritime anlægsprojekter.

Det er nu ved at ændre sig. På Esbjerg Havn afprøver vi løsninger, hvor biodiversitet er integreret i selve konstruktionerne. For eksempel ved enheder på kajvægge - der på tværs af projekter i snit har øget antallet af arter med 100–150 procent. Eller ved betonblokke, hvor ler fra uddybning af havnen indgår i betonblandingen.

Dertil kommer 3D-printede rev, der skal indtænkes i havnefronten fra starten. Når resultaterne måles og dokumenteres, bliver naturen noget, der nemmere kan indgå i beslutningsgrundlaget på lige fod med andre krav.

Dansk ekspertise ligger i systemet

Da en delegation ledt af Verdensbanken med deltagere fra Vietnam, Brasilien og andre vækstmarkeder besøgte Danmark, var det ikke vindmøllerne, de primært kom for at se. Det var systemet. Og Esbjerg Havn var første stop på turen.

Delegationen har studeret, hvordan man balancerer udbud og efterspørgsel, når produktionen varierer. Hvad gør man med overskudsstrømmen – og hvad er planen, når det ikke blæser?

I mange lande halter udbygningen af elnettet efter udbygningen af vedvarende energi. De danske erfaringer viser her, at havvind i gigawatt-skala kræver, at net, forbindelser til nabolande og markedsmodeller udvikles sideløbende.

Rammerne afgør hastigheden

Patrick Verhoeven fra den internationale havneorganisation IAPH er klar i mælet: Europa får brug for et større netværk til at bringe energi ind, og det netværk skal bygges nu. En række mindre havne kan i den sammenhæng få en markant større rolle.

Fossile brændstoffer og LNG vil være en del af forsyningen længere end forventet, og netop derfor bliver det afgørende, at infrastrukturen til både grøn energi og import er på plads. Ni lande har desuden tilsluttet sig initiativet Clean Energy Marine Hubs.

Det gennemgående træk i de fire historier er, at teknologien i vid udstrækning er til stede. Det, der afgør tempoet, er volumen, forretningsmodeller, net, regulering og planlægning. Det er her, de næste store beslutninger skal træffes. De steder, hvor rammerne er på plads, når investeringerne kommer, vil stå stærkest.

Det er dem, der kommer til at sætte retningen.