Esbjerg Havn holdt årsmøde på Blue Water Arena og delte gode nyheder om omsætning, overskud og spændende perspektiver.
Det var rekordernes dag, da Esbjerg Havn holdt årsmøde fredag 6. juni på Blue Water Arena.
Første rekord blev slået allerede inden Esbjerg Havns årsmøde 2025 var gået i gang. For der var 138 tilmeldte, hvilket var rekord, som også udfordrede køkkenet lidt, som havde svært ved at holde buffeten kørende for de sultne deltagere.
Årsmødet var i år sat sammen i samarbejde med mediet Søfart, hvor chefredaktør Nicolai Østergaard bød de rekordmange tilmeldte velkommen.
Udover årsberetning fra formand Søren Gade, talte borgmester, og næstformand i bestyrelsen, Jesper Frost, om Esbjerg som klima og energi-metropol. Der var oplæg om Danmark som eksportnation i en ny geopolitisk virkelighed ved Michael Johannes Koch, Lektor i økonomi ved Aarhus Universitet. Og så talte journalist og kommentator Thomas Larsen inden oplægsholderne gik i en paneldebat om havnenes rolle i den nye geopolitiske virkelighed.

Søren Gade, formand for Esbjerg Havns bestyrelse, gav sin beretning på årsmødet og satte ord på aktiviteterne og resultaterne for 2024 samt fremtidsperspektiverne for havnen.
Formand ser store perspektiver
Formand for bestyrelsen, Søren Gade, fremlagde det bedste regnskabsresultat nogensinde, læs mere her .
Men han understregede, at gode tal på bundlinjen ikke var grunden til, at han var så tilfreds.
”Jeg glædes, fordi alle jer, der er her i dag, er her som en del af en positiv fælles fortælling. En fortælling om en havn, der har løftet sig helt utroligt. Om en by, der tør gribe chancerne. Og om et erhvervsliv, der har vist, hvad der er muligt, når man arbejder sammen – med retning og ambition,” sagde Søren Gade.
Han opsummerede derpå nogle af de væsentligste nedslagspunkter i det foregående år.
Esbjerg Havn har fået uddybet sejlrenden til 12,5 meter. Havnen har også færdiggjort forlængelsen af godsbaneterminalen, der har ført til øget jernbanetrafik fra hele Europa. Havnen har udvidet havnearealet med over 575.000 kvadratmeter, hvilket øger arealet godt 10 procent. Der er håndteret 12.000 flere biler. Øget belægningen på lager- og udskibningsarealer og igangsat etableringen af Danmarks første CO2 terminal til lagring i Nordsøen.
”2024 har ikke bare været vækst. 2024 har været transformation,” sagde han.
Og han fortsatte:
”Esbjerg Havn er blevet knudepunkt – for grøn energi, international logistik og europæisk sikkerhed”.
Esbjerg Havn investerede sidste år 455 millioner kroner i udbygning og vedligehold.
”Det har vi gjort, fordi vi tænker langsigtet. Vi havde vækst i vindmøllegods, bulk, container og biler og øget efterspørgsel på arealer”.
Derpå talte Søren Gade om nye amerikanske toldsatser på grønne teknologier. Med Donald Trump som præsident er usikkerheden om fremtiden blevet markant større, og der er luftet planer om 100 procent told på visse europæiske varer.
”Det lyder måske langt væk og fjernt fra Esbjerg. Men det er det ikke. For Esbjerg er afhængig af fri handel, stabile rammer og global koordinering. Det er dét, der gør os attraktive,” sagde Søren Gade. Og understregede behovet for, at EU holder kursen og prioriterer både grøn energi, havnene og forsyningssikkerhed – med endnu mere kraft politisk.

De 138 tilmeldte i Claus Sørensen Loungen på Blue Water Arena kort før årsmødet officielt blev sat i gang.
NATO forventes at give flere anløb og øget beredskab
Som tidligere forsvarsminister har Søren Gade et særligt fokus på Esbjerg som NATO-havn. Og det berørte han også.
”Esbjerg Havn har i 2024 også taget store skridt på et andet område. For vi har en voksende rolle som NATO-havn. Sidste år havde vi flere anløb, øget beredskab og skarpere krav til logistik og infrastruktur, der betyder, at vi ikke længere blot kan kalde os en energihavn. Vi er også kritisk infrastruktur for Europas sikkerhed,” sagde han.
Søren Gade kunne også fortælle, at sikkerhed kommer til at betyde mere i havnen, og ikke mindst at det ventes at betyde flere opgaver til havnevirksomhederne, ligesom han fortalte, at man overvejer konkrete fysiske forandringer og brugen af undervandsdroner for at sikre havnen yderligere.
Havnen bygger bro
Med uddybningen af sejlrenden blev Esbjerg en af kun en håndfuld europæiske havne med samme kapacitet og muligheder.
”Vi bygger bro – mellem Esbjerg og Europa. Mellem fortid og fremtid.
Derpå takkede han havnens virksomheder, kommunen og medarbejderne på havnen.
”I 2024 sagde jeg, at vi ville få travlt. Og det fik vi. I 2025 siger jeg: Det går godt, men vi er stadig kun lige begyndt. De kommende år ser ud til at bære Esbjerg Havn endnu videre,” sagde han.
Geopolitiske udfordringer og muligheder
Derpå talte Michael Johannes Koch, Lektor i økonomi ved Aarhus Universitet om, hvad de geopolitiske forandringer betyder for økonomien. Og han konkluderede, at nok var der forandringer på vej, og mindre handel med USA. Men han mente, at det ville blive kompenseret af mere handel i eksisterende og andre markeder, som for eksempel Indien.
”Nu nævner du Indien, Michael. Mombay har netop været på besøg for at lære om landstrøm og CO2-reduktioner og lagring af CO2 i Nordsøen. Der er store muligheder for eksport på disse områder fremover,” samlede Søren Gade op.
Derpå gik diskussionen på Kina som en udfordring.
”Vi har behov for en offensiv indsats fra Udenrigsministeriet for at erobre nye markeder. Kina er dygtige og spiller ikke altid helt efter reglerne,” sagde Thomas Larsen.
Søren Gade mente, at globaliseringen er under afvikling.
”Men for små markeder og virksomheder i Esbjerg er der stadig mange muligheder,” sagde han.
Før han som noget af det sidste konkluderede:
”Jeg er vanvittig positiv på havnens vegne,”
Gå til oversigten