I dag lægger Esbjerg Havn kaj til, når Siemens Wind Power introducerer omverdenen for sit helt nye fartøj til transport af vindmøllekomponenter. Det 141 meter lange fartøj, Rotra Vente, forventes at blive en hyppig gæst i Esbjerg Havn, der er basehavn for flere vindmølleprojekter i Nordsøen, og hvor Siemens Wind Power har en samlefabrik.
Indtil nu har man løftet vindmøllekomponenter fra kajen på Esbjerg Havn op på transportfartøjer med kraner. Men fremover vil man også kunne se vindmøllekomponenter blive kørt direkte ind på Siemens Wind Powers nye RoRo-skib, Rotra Vente. Det bliver lanceret i dag og skal fragte tårne, naceller og andre vindmøllekomponenter rundt i Nordsøen og Østersøen.
Lanceringen foregår på Esbjerg Havns Atlantkaj. Cirka 250 gæster er inviteret med til en reception og et besøg ombord på Rotra Vente.
”På Esbjerg Havn er vi rigtig glade for at kunne byde Siemens Wind Powers nye RoRo-fartøj velkommen. Det er en rigtig spændende udvikling på markedet, som ser ud til at kunne bringe prisen på havvind endnu længere ned,” fortæller havnedirektør Ole Ingrisch om fartøjerne, der ifølge Siemens kommer til at reducere transportomkostningerne med 15-20 procent.
Rotra Vente kommer til at sejle mellem Siemens Wind Powers faciliteter i Hull (Storbritannien), Cuxhaven (Tyskland), Esbjerg Havn og de forskellige basehavne for vindmølleprojekterne. Siemens Wind Power har bestilt et søsterfartøj, som er specialdesignet til transporten af vinger. Det forventes at blive taget i brug til foråret.
Esbjerg Havn kan i øjeblikket tilbyde sine kunder adgang til 10 RoRo-ramper og går i det nye år i gang med at bygge yderligere to ramper, som vil stå klar til brug i efteråret 2017.
For mere information:
Ole Ingrisch, havnedirektør, oi@portesbjerg.dk / +45 4057 4300.
Gå til oversigten