Vi har sagt det før. Der er travlhed i havvindindustrien på Esbjerg Havn. Vi er halvvejs med Vesterhav Syd, og der bygges på livet løs på kajerne, blandt andet med fokus på vind. Men vi glemmer ikke, hvor vi kommer fra. Fiskeriet er stadig en del af vores DNA, og det er noget, som vores internationale besøgende gerne vil vide mere om.
Kommentar af Jesper Bank, salgsdirektør på Esbjerg Havn
I sidste uge nåede vi en milepæl i Vesterhav Syd. For nu er vi halvvejs.
Havvindmølleparken kommer med sine 20 møller og i alt 170 MW til at kunne levere strøm svarende til det årlige elforbrug i 170.000 danske husstande.
Det er inspirerende at se, hvordan innovation og samarbejde driver os mod en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Og det bliver aldrig kedeligt at være vidne til de projekter, der er i gang, som skal styrke vores kapacitet inden for havvind.
Bygningen af vores nye hal til vindprojekter, der nærmer sig sin afslutning, er bare et af eksemplerne. Med sine 35 meter i højden og 85 meter i længden bliver hallen den største af sin slags på verdensplan.
For vindmøllerne og de enorme vindmølleskibe fylder på havet og på kajerne. I forhold til en fiskekutter er en vindmølle en enorm konstruktion. Men det betyder ikke, at fiskekutterne og fiskerne ikke fylder i vores bevidsthed.
På Esbjerg Havn er vi udmærket klar over, hvor vores vi kommer fra. Fiskeri har været en del af vores DNA i mere end 150 år, og selv om det er længe siden, vi var Danmarks største fiskerihavn, så betyder fiskerne stadig meget for os. Og vi vil gerne have en reel og tæt dialog med fiskerne og har stor respekt for involveringen af dem.
Derfor var det en fornøjelse for et par uger siden at kunne tilbyde fiskerne nye og bedre faciliteter med det nye Fiskernes Hus, hvor fiskere, søfarende og andre grupper fremover kan komme på besøg, finde opholdsrum, mødelokale, renseborde og meget mere.
Vores forhold til fiskerne og det lokalsamfund, vi er en del af, er ikke kun noget, der er i vores egen interesse. Vi har mange besøgende for tiden fra særligt Japan, Vietnam og Korea. Hos dem fylder forholdet til lokalsamfundet rigtig meget, og de har samtidig stærke traditioner inden for fiskeri. Derfor vil de gerne høre om vores erfaringer – og vi deler selvfølgelig meget gerne ud, når vi kører rundt med dem på havnen.
Der er nemlig travlhed på havnen, og det ser ikke ud til, at udviklingen kommer til at komme til at stå stille lige foreløbig.
Vesterhav Syd vil blive efterfulgt af Vesterhav Nord og endnu et projekt i tysk sektor. Så aktivitetsniveauet på Esbjerg Havn ser godt ud for havvind i den kommende tid, mens fiskekutterne også fortsætter deres aktivitet på havnen.
Gå til oversigten