Verdens største kran arbejder hårdt på havnen
Siden august 2019 har verdens største mobile kran haft hjemme på Esbjerg Havn. Kranen Liebherr 800, der er 80 meter høj, har en løftekapacitet på hele 308 tons, og dens unikke egenskaber har skabt stor efterspørgsel blandt virksomhederne på havnen.
”Det har været rigtig godt at få kranen til havnen, og den løfter allerede næsten max, da vi har nogle virkelig tunge løft. Vi frygtede, at det ville være bøvlet at arbejde med kranen, fordi den er så stor. Men den er overraskende nem og fleksibel at have med at gøre,” forklarer John Fritsen, der er teamleder i driftsafdelingen på Esbjerg Havn.
Kranen har også givet en endnu bedre infrastruktur på havnen, da den giver mulighed for at tage opgaver ind, der tidligere ville være sejlet videre til for eksempel Hamborg. Udover dens imponerende løftekapacitet har kranen en stor fordel i det vestjyske blæsevejr, da den kan operere i vindhastigheder på op til 24 m/sek.
”Men sikkerheden kommer selvfølgelig i første række. Det afhænger også af vindretning og størrelse på godset,” siger John Fritsen.
Ørsted bygger centrallager på Esbjerg Havn
Den tidligere DFDS-terminal på Esbjerg Havn er godt i gang med at få nyt liv. For Ørsted er ved at få bygget et nyt 3000 m2 stort centrallager, der forventes at stå klar i løbet af den kommende sommer. Ørsted har allerede et centrallager i den østlige ende af Esbjerg, men der er to væsentlige grunde til, at centrallageret nu skal placeres på Esbjerg Havn.
”Vi har brug for mere plads til vores aktiviteter fremadrettet, og Esbjerg Havn var et oplagt område for os. Der er både masser af plads, og vi kommer ned i et område, hvor vi ikke får brug for specialtransporttilladelser ned gennem byen. Derudover er der gode muligheder for at udvide i fremtiden,” siger Troels Klit Pedersen, der er Head of Operations Supply Chain i Ørsted.
Centrallageret på Esbjerg Havn bliver CO2-neutralt, da det er bygget op omkring solceller, så Ørsted producerer egen strøm og egen varme. Lageret skal bruges til hovedkomponenter til vindmølleindustrien som gearkasser, generatorer og transformatorer. Og udover plads har Esbjerg Havn også de nødvendige kajfaciliteter, Ørsted har brug for. Især det faktum, at mange jack up-skibe har et tilhørsforhold til Esbjerg Havn giver Ørsted en fordel, når de tunge komponenter skal udskibes og installeres.
”Vi har brug for jack up-skibe til at installere komponenterne, og mange af jack up-skibene sejler direkte ud fra Esbjerg Havn. Det betyder at vi kan læsse varer direkte op på skibene fra centrallageret,” forklarer Troels Klit Pedersen.
Lageret bliver udstyret med to indendørs portalkraner med løfteevne på op til 40 ton hver, og det er Envipa Ejendomme, der bygger det nye centrallager for Ørsted.
Sømandscenteret er flyttet til nye lokaler på Dokvej
Sømandscenteret i Esbjerg Havn er flyttet til nye og større lokaler. Centret er et gratis tilbud til søfolk fra hele verden, der kommer på visit i Esbjerg Havn. De nye lokaler skal gøre det endnu mere behageligt at være på gennemfart i havnen.
Til receptionen mandag d. 24. februar kunne centerleder Jan Erik Kamstrup byde velkommen til det nu 375 kvadratmeter store Sømandscenter på Dokvej. Bestyrelsesformand Jesper Juul Larsen sendte en varm tak til de bidragsydere, der har støttet centret med donationer gennem årene og til alle de frivillige ildsjæle, der driver centeret.
Esbjerg Havne-Service og Sømandscenter blev oprettet i oktober 1964. Centeret tilbyder blandt andet bordtennis, billard, fitnessrum, bibliotek, it-café, baderum og meget mere og er drevet af frivillige i alderen 62-83 år. Centret er en oase for søulke, der kan læse aviser fra hele verden, spille et spil bordtennis og få sig et tiltrængt hvil på rejsen.
Gå til oversigten