februar 05, 2025

Lokalt investeringsselskab køber sig ind i Esbjerg Havns ejendomsselskab

NB31 frasalg af havnen hjemmesiden

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Nu tilføres der lokale kræfter og penge i bygninger og logistik på Esbjerg Havn. E. Bank Lauridsen Holding A/S køber 10 procent af havnens ejendomsselskab. Det er helt i tråd med havnens strategi om at tilknytte mere engagement, finansiering og kompetencer med interesse i havnens videre udvikling. Samtidig er byggeriet af en ny lagerhal offentliggjort.

Det familieejede investerings- og ejendomsselskab E. Bank Lauridsen Holding A/S, med base i Esbjerg, køber 10 procent af havnens ejendomsselskab. Et selskab som blev udskilt i 2024 netop med ønsket om at tiltrække eksterne kræfter.

Vi har haft et ønske om at involvere flere parter i aktiviteter på havnen til at understøtte vores arbejde med infrastrukturen. Det vil øge eksternt engagement, skaffe finansiering og sætte flere kompetencer i spil, så vi fremover kan sætte endnu flere projekter i gang,” siger Dennis Jul Pedersen, direktør på Esbjerg Havn.

Esbjerg Havn er i øjeblikket i gang med 5. etape af sin havneudvidelse. Denne udvidelse omfatter et nyt areal på 74 hektar, der inddrages fra søterritoriet, samt et tilstødende område på 19 hektar, hvilket samlet giver en udvidelse på 93 hektar. Projektet forventes færdiggjort ved udgangen af 2025. Samtidig bliver der bygget flere nye lagerhaller for at imødekomme efterspørgslen. Senest blev byggeriet af en ny lagerhal på 4.500 kvm offentliggjort.

E. Bank Lauridsen Holding A/S bliver vores første medejer og vi er utroligt glade for, at det bliver netop dem. De er lokale med stor aktivitet og interesse i byen, havnen og dens videre udvikling,” siger Dennis Jul Pedersen. Beslutningen om at investere blev formelt godkendt på et byrådsmøde i går aftes.

Ser stort potentiale

Hos E. Bank Lauridsen Holding A/S er man ligeledes tilfredse det nye samarbejde. Virksomheden konstaterer, at Esbjerg Havn har en nøgleposition indenfor offshore aktiviteter i Nordsøen, og de ser klare perspektiver i den fremtidige udvikling på det område. Samtidig passer investeringen godt ind i E. Bank Lauridsen Holdings strategiske målsætning i forhold til ejendomsinvesteringer generelt.

Vi har et ønske om at sprede vores portefølje af investeringer i ejendomme, og vi ser et stort potentiale på Esbjerg Havn. Samtidig er havnen drevet af visionære og ordentlige mennesker. Vi ser frem til, at vi sammen kan understøtte den generelle udvikling på havnen, og i øvrigt bidrage med vores erfaring indenfor ejendomsudvikling, investering og drift,” udtaler Per Bank Lauridsen, på vegne af familien bag selskabet.

For Esbjerg Havn er dette første skridt i strategien om at involvere eksterne parter i udbygningen af havnen. Derfor ventes det, at flere investorer vil indtræde i ejerkredsen af havnens ejendomsselskab.

Nyt byggeri af lager- og montagehal

Samtidig med, at Esbjerg Havn får nye medejere i ejendomsselskabet, bliver det offentliggjort, at selskabet bygger en ny lager- og montagehal ved den gamle fiskerihavn med Nicon Industries som lejer.

"Vi oplever en øget efterspørgsel, så det handler vi på," siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

Hallen bliver på 4.580 kvadratmeter, får monteret solceller på taget og bliver placeret ved det tidligere fjerde bassin.

Efter et udbud bliver det entreprenørvirksomheden Jorton som skal stå for byggeriet, mens esbjergvirksomheden Nicon Industries bliver første lejer i bygningen.

Nicon Industries arbejder med service- og montageopgaver inden for specialiserede stålkonstruktioner og komplekse projekter i energisektoren og for maritime virksomheder.

Ud over den nye lagerhal har havnen allerede flere igangværende projekter og der skal bygges flere nye lagerhaller for at imødekomme efterspørgslen. I 2023 opførte havnen en 1.000 kvadratmeter lagerbygning til kabelopbevaring for Viking Link-projektet. På den tidligere DFDS-terminal opfører havnen aktuelt en lagerfacilitet til rederi- og servicevirksomheden Ziton A/S, som skal stå færdigt tidligt på efteråret.

Den nye lagerfacilitet som ejendomsudviklingsselskabet igangsætter byggeriet af, forventes at stå færdig ved årets udgang.

V Iking Link lagerhal

Lagerbygningen på Esbjerg Havn, der siden 2023 har opbevaret kabler til Viking Link-projektet.

Gå til oversigten