februar 25, 2020

Der lugter stadig lidt af fisk på Esbjerg Havn

2478 triplenine polar omega nyhedsbrev havn radius esb feb20 005 1 1

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Selvom det er mange år siden, Esbjerg var en stor fiskerihavn, lugter der stadig lidt af fisk på havnen. Ikke de levende af slagsen, men af fiskeprodukterne fiskemel og fiskeolie. For det går godt med rensning, import og eksport af begge dele, og både TripleNine Polar Omega og ED&F Man ser lyst på fremtiden.

To rustrøde tanke tårner mod himlen på Esbjerg Havn. Regnen har lavet mørke mønstre i det rustrøde og får de to tanke til at ligne et kunstværk op mod de grå skyer.

”Det ser godt ud,” siger Bent Krejlgaard, der er Terminal Manager hos ED&F Man og kigger op på tankene med et smil på læberne.

Men det er ikke det kunstneriske udtryk, han henviser til. Det er det faktum, at de to tanke er to ud af otte nye tanke, som ED&F Man er i gang med at få bygget til opbevaring af fiskeolie, som de importerer og eksporterer.

”Nu har jeg kæmpet for det her i 16 år. Det har altid været en kamp at få logistikken til at gå op med at flytte olie fra en tank til en anden, så den kan blive renset, og der så er en stor last olie af en anden kvalitet. Og alt det, vi har betalt for tankleje og transport gennem tiderne, kunne have betalt det her for længe siden,” forklarer Bent Krejlgaard.

Foran de to næsten færdige tanke står to mindre tanke, der er i fuld gang med at blive bygget. En efter en kommer en håndfuld håndværkere ud af et lille skur på byggepladsen. Arbejdet skal i gang igen efter et kort, men kraftigt regnskyl. Ved siden af de fire rustrøde tanke står fundamentet til yderligere fire tanke, der i øjeblikket er fyldt med vand efter en regnfuld weekend. Planen er, at alle otte tanke skal opføres, men i øjeblikket bygges kun på de første fire.

Image00004 4

Bent Krejlgaard, Terminal Manager hos ED&F Man, foran de to nye tanke til opbevaring af fiskeolie, som virksomheden er ved at få bygget.

Tankene skal nok blive fyldt

ED&F Man importerer fiskeolie fra primært Syd-, Mellem- og Nordamerika, og virksomheden på Esbjerg Havn fungerer som grænsekontrol, før fiskeolien kan eksporteres videre. ED&F Man modtager årligt mellem 60.000 og 90.000 tons fiskeolie, hvoraf 98 procent eksporteres til Norge, hvor det bruges til fiskefoder. Cirka 1000 tons går til såkaldt ”human konsum”, altså fiskeolie til mennesker.

Men det har bremset for importen, at ED&F Man ikke har haft tanke nok. Fiskeolien kommer i ni forskellige kvaliteter, og det er en logistisk udfordring, når der kommer store laster ind. Derfor er Bent Krejlgaard henrykt over de nye tanke, der hver kan rumme 1100 tons fiskeolie.
”Vi får partier ind med op til 15.000 tons olie, som vi ikke har plads til. Så de nye tanke skal nok blive fyldt op. Jeg er sikker på, det er en god investering, og vi er også i gang med at få fat i flere kunder,” siger han.

Først engang i maj kan de nye siloer tages i brug. De mangler stadig isolering, så de kommer til at ligne de eksisterende otte tanke af forskellig størrelse, der med deres grå ydre står i kontrast til de nye rødbrune tanke.

Mellem 8 og 12 skibe leverer årligt fiskeolie til ED&F Man. Noget af olien eksporteres direkte videre, mens andre kunder får opbevaret olien i tankene. Om et par dage skal en af de grå 4800 kubikmeter store tanke tappes for 2000 tons olie. Derfor har Bent Krejlgaards to kollegaer sat gang i cirkulation af olien i tanken. Olien har det med at sætte sig og blive tyk i bunden, og derfor er cirkulation nødvendigt, før olien eksporteres. Et rør på den ene side af tanken suger olien ud, og sender den retur i tanken på den anden side.

Image00006 31

ED&F Man modtager årligt mellem 60.000 og 90.000 tons fiskeolie. De nye tanke kan hver rumme 1100 tons fiskeolie.

Øget kundekrav skaber vækst

Fiskeolien, som ED&F Man importerer fra Amerika har et ekstremt højt omega-indhold på omkring 28 procent. I fiskefoder ligger omega-indholdet på ca. 20 procent, og derfor blander ED&F Mans kunder olien med fiskeolie, der har lavere omegaindhold.

Og det har fiskeolien, der stammer fra fisk i Nordsøen, Atlanterhavet og Østersøen. Her indeholder fiskeolien mellem 13 og 16 procent omegafedtsyrer. Desværre indeholder denne fiskeolie miljøgiftstoffet dioxin, fordi de tre havområder er forurenet. Men det gør de noget ved hos TripleNine Polar Omega, der holder til en kilometer længere nede ad havnen.

Her renses fiskeolie og fiskemel for dioxin, før produkterne eksporteres. Præcis som hos ED&F Man eksporteres størstedelen til Norge og til brug i fiskefoder. I Danmark er vi ikke de store forbrugere af fiskeolie, men Esbjerg fungerer i stedet som et europæisk knudepunkt, og de to virksomheder har mange af de samme kunder.

”Ja, vi er jo en slags ”kon-kollegaer”. For vi er både kollegaer og konkurrenter, kan man sige,” siger Henrik Sørensen, der er administrerende direktør i TripleNine Polar Omega.

Og lige som hos ED&F Man ser Polar omega lyst på fremtiden. 2019 var et godt år, og de seneste år har TripleNine Polar Omega vækstet. Før det var Polar Omega i flere år en underskudsforretning, så Henrik Sørensen er henrykt over udviklingen. Virksomhedens fokus er skiftet fra human konsum til fiskefoder, og det har gjort en forskel. Samtidig har Polar Omega haft god nytte af både lovgivning på området og et skift i tankegangen hos forbrugerne.

”Der er kommet et nyt fokus på fødevarer, og det påvirker kæden hele vejen ned. Mit indtryk er, at fisk er tilbage. Det er et bæredygtigt alternativ til kød, hvis man ikke vil være vegetar,” siger Henrik Sørensen.

Han forklarer, at kundekravet er, at det skal være af ordentlig kvalitet, og derfor efterspørger producenterne af for eksempel opdrættet laks at få fjernet dioxinen fra olie til fiskefoder.

Og her har TripleNine Polar Omega været frontløbere. Det er en stor fordel for dem nu, hvor kunderne skruer op for både efterspørgslen og kvalitetskravene. Samtidig har virksomheden allerede kapacitet til at øge produktionen. Tingene er gået TripleNine Polar Omegas vej, som Henrik Sørensen forklarer det. Den eneste udfordring er tilgængeligheden af råvarer.

2478 triplenine polar omega nyhedsbrev havn radius esb feb20 005 1 1

Bjarne Frederiksen, fabrikschef (t.v.) og Henrik Sørensen, administrerende direktør (t.h.), går en tur blandt de farverige rør hos TripleNine Polar Omegas fabrik, hvor fiskemelet renses.

Fiskelugten

Det er TripleNine Polar Omega, der sørger for, at Esbjerg Havn faktisk stadig lugter lidt af fisk. Det skyldes fiskemelet, der rammer næseborene allerede inde i TripleNine Polar Omegas kontrolrum. Her lyser to enorme skærme op i hjørnet af lokalet. Stort set hele renseprocessen er fuldautomatisk, og 24 timer i døgnet sidder operatører to og to på skift og holder øje med tanke og rør.

TripleNine Polar Omega renser omkring 50.000 tons fiskeolie og 25.000 tons fiskemel om året. Fiskemelet renses i et anlæg, der mest af alt ligner et legeland. Gule, grønne og røde rør snor sig mellem hinanden i en labyrint, hvor trykmålere og blå hjulhåndtag agerer blinde veje.

Farverne på rørene har en intuitiv funktion, forklarer Bjarne Frederiksen, der er fabrikschef hos TripleNine Polar Omega. Præcist som et lyskryds. De røde rør er fyldt med damp og er brandvarme, de gule rør indeholder fiskeolie, mens der er kølevand i de grønne. Første skridt i processen er at olien udrenses, mens næste skridt er rensningen.

”Det er en fantastisk proces, når den først er i gang. For så passer det hele sig selv. Men under opstart og nedluk gælder det om at holde tungen lige i munden. For vi renser med hexan, og dampene er brandfarlige, så vi skal fjerne alt ilten fra maskineriet,” forklarer Bjarne Frederiksen.

I dag er der ingen produktion i gang, og Bjarne Frederiksen har normalt tøj på. Men egentlig er uniformen blå trøje og hvid hjelm.

”Som små smølfer,” joker Henrik Sørensen.

2478 triplenine polar omega nyhedsbrev havn radius esb feb20 014 2

TripleNine Polar Omega renser omkring 50.000 tons fiskeolie og 25.000 tons fiskemel om året.

Flydende og sort guld

I dag er der håndværkere på i den hal, hvor fiskeolien renses, men på en lille skærm i kontrolrummet kan vi se ned i hallen, der ser kedelig og grå ud i forhold til det farverige fiskemels-anlæg. Derimod ligner fiskeolien inde i rørene det pureste guld, som Bjarne Frederiksen viser os i et reagensglas.

Tilbage i kontrolrummet hiver Bjarne Frederiksen en bøtte frem fra skabet i kontrolrummet og viser mig noget, der ligner sort guld. Små, skinnende, glatte, sorte fiskeoliepiller ligger og glimter i plastikbøtten.

”Det er vores personalegoder,” siger Henrik Sørensen og griner.

2478 triplenine polar omega nyhedsbrev havn radius esb feb20 011 3

Fabrikschef Bjarne Frederiksen viser et reagensglas med fiskeolie.

Eh fiskeolie 01

Eh fiskeolie 02

Faktaboks ED&F Man

  • ED&F Man er en global virksomhed med hovedsæde i London.
  • Virksomheden blev stiftet i 1783 i London med en kontrakt på levering af Rom til den engelske flåde, som først ophørte i 1970.
  • ED&F Man handler med blandt andet fiskeolie, kaffe, sukker, spiritus og te.
  • Terminalen i Esbjerg startede i 1975 som et melassekompani, men skiftede i 2004 til fiskeolie.

Faktaboks TripleNine

  • TripleNine Group A/S er en fusion mellem danske TripleNine A/S og norske Vedde AS
  • TripleNine Group A/S består af en række produktionssselskaber i Danmark, Norge og Chile.
  • Selskaberne udvikler, fremstiller og sælger fiskemel- og olie som foderingrediens til både aquakultur, agrikultur og petfood.
  • TripleNine Group A/S har hovedsæde i Esbjerg

Gå til oversigten