december 06, 2019

Dronerne summer på havnen og gør arbejdet smartere

Web poe drone team 002

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Der flyver flere og flere droner på Esbjerg Havn. De giver overblik, inspicerer og opmåler. Skader på havnekajen opdages hurtigere, og virksomheder får bedre fornemmelse af deres varelagre. Men det er kun begyndelsen, for dronernes indtog på havnen kan kun stoppes af fantasien. Snart forventes kørende robotter.

Der lyder en kraftig summen som en sværm af bier. Vi er på Østhavnens projektplads, men her er ingen bier, for temperaturen er omkring frysepunktet, og det blæser 8 sekundmeter.

Derimod er en drone på vej i luften. Det sker oftere og oftere, og netop her, hvor vi står, sker det et par gange om måneden. På den måde får Esbjerg Havn præcise opmålinger af pladsen og nøjagtig lokation på de opmagasineringer, som står på området. Selvom området er omkring 45 hektar, kan dronen ned på centimeterniveau se nacellernes placering eller godsets fylde. Det er rart at vide, når man gerne vil leje den tomme plads ud.

Dronen hedder Matrice 210, den vejer 6 kilo og koster på den anden side af 100.000 kroner. Som dronepilot Millad Azadi fra Lorenz Technology forklarer, kan den klare 15 meter i sekundet og vindstød på op til 22 sekundmeter. I dag har vi 8 sekundmeter, så dronen burde kunne klare det. Med den købspris, skal dronen helst heller ikke forsvinde i bølgerne eller lande hårdt.

Dronen klarer opgaven fint og svæver frem og tilbage i godt 20 minutter. Så er pladsen opmålt. Dronepiloten har på forhånd defineret ruten i computeren, så han står groft sagt bare og holder øje med, at den laver sit arbejde rigtigt.

Denne dag er det et koldt arbejde og fingrene bliver isnende kolde på få minutter i den hårde vind.

”Det er lidt sjovere om sommeren,” siger Millad Azadi med et skævt smil.

Poe drone team 005

Dronen hedder Matrice 210, den vejer 6 kilo og koster på den anden side af 100.000 kroner.

Arbejder smartere og hurtigere

Salgsdirektør på Esbjerg Havn, Jesper Bank, har svært ved at skjule sin begejstring. Havnen har i en årrække set på muligheder for at bruge data smartere. For et par år siden henvendte virksomheden Lorenz Technology sig og spurgte, om de ikke skulle hjælpe med at løse nogle opgaver for havnen. Det synes Jesper Bank lød som en god idé, men spurgte dem, om de havde tjekket vejrdata på havnen? Det havde de ikke.

Derpå gik der otte måneder, før Lorenz Technology vendte tilbage. Nu havde de fundet en drone, der kunne flyve i hård vind, regn, sne og året rundt.

Dronen kan se i tåge, kan tåle vand og salt og laver ikke kun billeder og video, men har også et varmesøgende kamera. Det bruges til at lave mere nøjagtige billeder. Et varmesøgende kamera kan for eksempel hjælpe med at se skader på havnekaj eller en fejl på en stige.

Web poe drone team 002

Dronen kan flyve i hård vind, regn, sne og året rundt. Den kan se i tåge, tåle vand og salt og laver ikke kun billeder og video, men har også et varmesøgende kamera.

Hvad kan dronen hjælpe med?

Med dronen på plads gik havnen i gang med at tænke over, hvilke data, de ikke allerede havde, eller hvilke data, dronen kunne hjælpe med at skaffe på en smartere måde.

Noget af det første, de kom i tanke om, var noget så lavpraktisk som tjek af tagrender. På havnen er der bygninger med kilometervis af tagrender. Det kræver traditionelt en mand, en stige og en formiddag per hus, men nu kan tagrenderne tjekkes, før manden og stigen sendes af sted.

Derfra kørte kreativiteten, så rækken af opgaver for havnen er steget eksplosivt. Arealopmålinger, tjek af 14 kilometer havnekaj, tjek af trailers, bygninger og meget andet.

Men Jesper Bank mener, at der ligger et endnu større potentiale hos havnens kunder. Derfor har havnen været med til at arrangere workshops, så kunderne har kunne få øje på mulighederne.

Opmåling af kulbunker, overblik over biler og trailers og meget, meget andet er sat i sving.

Web poe drone team 010

”Det er lidt sjovere om sommeren,” siger Millad Azad fra Lorenz Technology, som står til højre og styrer dronen.

Fra løbehjul til drone

En af de første virksomheder til at bide på, var entreprenørvirksomheden NCC. De bruger droner til de månedlige lageropmålinger af grusbunkerne på havnen.

Det gør det markant nemmere at værdisætte lagerbeholdningen, fortæller Søren Graae, områdechef i NCC Vest.

Før foregik opmålingen med løbehjul og højdemåler. I dag klarer dronen det hurtigere og mere præcist.

”Det er et fantastisk værktøj for os. En del af vores forretning er at fastsætte lagrene månedligt, og her sparer dronen os både tid og penge,” siger han.

NCC begyndte at bruge drone i foråret. For at tjekke præcisionen, lavede NCC en test, hvor de lavede en bunke, som de kendte den præcise vægt på. Bagefter lod de dronen tjekke. Det passede indenfor et par procent.

NCC er nu også begyndt at bruge droner på andre af deres byggepladser.

Tre minutters flyvetur afløser tre mand og et skib

Tilbage på Esbjerg Havn letter dronen endnu engang. Denne gang fra en kajkant i den vestlige del af havnen. Dronepilot Millad Azadi brokker sig lidt over et par skibe, der ligger til kaj. De gør det umuligt at tjekke kajen, hvor skibene ligger, og alle kajfronter skal tjekkes flere gange årligt. Men det kan være lidt svært, når nogle skibe ligger i havn i månedsvis. Det lykkes dog altid til sidst.

Dronen svæver fire meter over havnens bølger og fotograferer havnekajen. Godt 100 meter kaj bliver gennemfotograferet, og billederne bliver tjekket af både Lorenz Technology og havnen selv. Snart vil et softwareprogram overtage en del af inspiceringen af billederne, fordi programmet selv kan finde ændringer på havnekaj og stiger. Kunstig intelligens vil så opdage et manglende trappetrin på stigen, fordi det plejede at være der.

Flyveturen på denne kaj tager tre minutter for dronen. Tidligere skulle et skib med tre mand sendes af sted og inspicere kajen manuelt.


Web poe drone team 003 1

Dronen har et varmesøgende kamera. Det bruges til at lave mere nøjagtige billeder og kan for eksempel hjælpe med at se skader på havnekaj eller fejl på en stige.

Tx222 overblik 0

Et termografisk billede er farvelagt efter, hvor høje temperaturerne er på de forskellige punkter.

Havnen er langt, men mere er på vej

Ifølge Kristian Skaarup er Esbjerg Havn langt i udnyttelsen af de digitale muligheder i forhold til andre havne, som de samarbejder med. Han er Chief Executive Officer i Lorenz Technology, som udvikler teknologiske løsninger for mange virksomheder. Blandt andre Esbjerg Havn.

Det er Lorenz Technology, der igangsætter digitaliseringen, men det praktiske arbejde vil fremover blive varetaget af G4S, som i forvejen findes på havnen og har en række opgaver.

Derfor er det G4S, som fremover vil sørge for droneflyvningerne. Da de er på havnen i forvejen, vil de nemmere kunne varetage enkeltopgaver og gøre det hurtigere og billigere.

Og ifølge Kristian Skaarup vil den nuværende drone kunne løse mange opgaver for virksomhederne på havnen.

”Den kan lave alt fra opmåling til at tjekke, om der er migranter på taget af lastbilen eller lokalisere trailere. Den gør det billigere, nemmere og hurtigere. Dronen er sat op til digitalisering af havnene,” siger Kristian Skaarup.

Ifølge Kristian Skaarup sparer DFDS for eksempel op til 1,5 min per trailer ved at lokalisere trailers, og med et skib, der skal have lastet 300-400 containere, så løber besparelsen op.

”I sidste uge opdagede en af vores droner 15.000 liter vand på taget på en bygning på havnen. Forestil dig, at det først blev opdaget, når taget brasede sammen. Så var det blevet dyrere,” siger Kristian Skaarup.

Han forudser, at dronerne snart vil summe endnu mere. Snart kan de for eksempel lokalisere fugleklatter på de nye, importerede biler på havnen, der venter på transport. Eller opdage faresignaler på containerne og sende fotos. De kan allerede genkende trailertype, sende gps-koordinater, numre på trailerne og meget andet.

”Men der er flere muligheder. Inden længe forudser jeg, at dronerne flyver meget mere rundt. Måske flyver de selv ud og tjekker, når et skib forlader havnen. Er der nogen skader på havnekajen? Vi sender nok også inden længe kørende robotter ud. De kan se efter skjulte migranter eller fungere, når det blæser for meget til dronerne. Potentialet er kæmpestort, og jeg bliver meget begejstret, når jeg tænker på alle de muligheder der er,” siger Kristian Skaarup.

For Jesper Bank er fordelen lige nu og her, at han får forøget sikkerheden, og får løst en masse opgaver hurtigere og til en favorabel pris.

”Det er godt allerede nu, men potentialet gør det bare endnu mere spændende,” siger Jesper Bank.

Millad Azadi pakker dronen ned og gør parat til at køre ud til tjek af næste kajområde. Få minutter senere lyder der en summen som en bisværm i Østhavnen.

Dji 0102

”Den gør det billigere, nemmere og hurtigere. Dronen er sat op til digitalisering af havnene,” siger Kristian Skaarup, Chief Executive Officer i Lorenz Technology, som udvikler teknologiske løsninger for Esbjerg Havn.

Gå til oversigten