oktober 20, 2022

Esbjerg bliver Vattenfalls logistiske hovedstad for havvind – nyt internationalt centrallager åbnet

Billede14

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Vattenfall udvider nu markant i Esbjerg med åbningen af deres nye internationale centrallager, der skal servicere danske vindmølleparker, men også hollandske og engelske parker. Vattenfall kalder Esbjerg for deres ’logistiske hovedstad’, og flere udvidelser er på vej.

Der var rød løber, alkoholfri champagne og god stemning på alle 2.200 kvadratmeter under det nye tag, da Vattenfall 5. oktober officielt indviede deres nye internationale centrallager på Esbjerg Havn.

Med placeringen af det nye centrallager er det hermed officielt, at Esbjerg er Vattenfalls logistiske hovedstad for havvind.

”Den aktuelle energikrise understreger på en trist baggrund, at en stabil forsyning med fossilfri energi er afgørende for Europa. Det er vigtigt for Vattenfall, at vores forsyningskæder er effektive, så reparationer kan udføres så hurtigt som muligt. Derfor er vi glade for at åbne vores nye internationale centrallager i Esbjerg,” siger Erik Hiensch, der er director for O&M Delivery hos Vattenfall.

Der var taler, klip af snor og klapsalver til indvielsen. Og Vattenfalls talere fortalte, at åbningen sker på baggrund af, at havvinden er i vækst i Nordsøen, og at Esbjerg ligger centralt placeret og har stor knowhow.

Vattenfalls lager i Esbjerg skal sikre, at energiselskabets havvindparker hurtigt kan serviceres med hovedkomponenter og kabler, når det bliver nødvendigt.

På dagen blev der sippet af den alkoholfri champagne og kigget på den gigantiske kran, der er opført inde i hallen, og som kan løfte 130 tons. Og der blev givet en rundtur på det nye lager for de omkring 100 fremmødte gæster.

De kunne blandt andet høre om de solceller på taget, der skal producere omkring halvdelen af lagerets energibehov.

Billede14

Snoren klippes, da Vattenfalls nye centrallager på Esbjerg Havn blev indviet i oktober.

Frontrunner og pioner inden for offshore vind

Til indvielsen gik Esbjerg Havns direktør Dennis Jul Pedersen også på scenen.

”Vi betragter Vattenfall som en frontrunner og pioner inden for offshore vind. Det er bakket op af Vattenfalls track record med Esbjerg Havn som basehavn,” sagde Dennis Jul Pedersen og mindede forsamlingen om de konkrete samarbejder.

Vattenfall opsatte Horns Rev 1 i 2002, der bestod af 80 vindmøller og var på 158 MW, Dan Tysk fra 2014, som også var med 80 møller og på 288 MW, Sandbank med 72 møller og på 288 MW fra 2017, og Horns Rev 3 med 49 møller og på 407 MW fra 2019.

Samlet set 281 møller og 1.141 MW installeret ud fra Esbjerg Havn.

Senest har Vattenfall lanceret projekter i Holland og Tyskland, som Esbjerg Havn håber på at skulle hjælpe med.

”Vattenfall har taget aktiv del i at drive teknologien frem og udvikle hele industrien. Fra de første vindmøller med 39 meter vinger, til de seneste på 82 meter. Det har jo betydet, at havnen også har skulle fordoble vores kapacitet og udvide havnen og for eksempel fordoble størrelsen på vores kraner,” sagde Dennis Jul Pedersen.

Han mindede samtidig om, at udviklingen ikke slutter der, men at Vattenfall fortsat vil være en del af den, og at Vattenfall med åbning af lageret vil være på forkant med kapacitet og udstyr. Ligesom Esbjerg Havn vil forsøge at fortsætte med at være på forkant af udviklingen.

Billede15

"Vi betragter Vattenfall som en frontrunner og pioner inden for offshore vind," sagde havnedirektør Dennis Jul Pedersen fra talerstolen.

Overkommelige energipriser og positiv klimapåvirkning

Esbjerg Havn har i alt været involveret i opsætningen af 59 havvindmølleparker, som giver mere end 23,5 GW. I alt 4.200 møller.

”Både Vattenfall og vi har et fælles mål om få produceret vedvarende energi til en overkommelig pris og reducere den negative klimapåvirkning. Vi inviterer også Vattenfall til at give input til havnens udvikling, så vi sammen kan arbejde mod nye højder,” sagde Dennis Jul Pedersen.

Vattenfall driver i alt 12 havvindparker i Nordeuropa med en samlet kapacitet på 2,6 GW fossilfri strøm svarende til forbruget fra 2,6 millioner europæiske husstande. Samtidig er Vattenfall i færd med at opføre havvindparker i Holland og Danmark med en samlet kapacitet på 1,8 GW, ligesom energiselskabet deltager i flere udbud og udviklingsprojekter i regionen.

Billede16

Det nye centrallager er 2.200 m2 under tag, hvoraf 125 m2 er kontorarealer. Bygningen producerer selv 50 procent af det forventede energiforbrug ved solpaneler på taget.

Esbjerg er Vattenfalls logistiske hovedstad for havvind

Vattenfalls Control and Surveillance Center er allerede placeret i Esbjerg, og herfra overvåger og styrer energiselskabet sin samlede portefølje af vindmøller på tværs af alle lande.

”Tilføjelsen af det internationale centrallager i byen understreger, at Esbjerg Havn er et strategisk knudepunkt for havvind i regionen. På den måde kan du sige, at Esbjerg er Vattenfalls logistiske hovedstad for havvind,” siger Erik Hiensch.

Vattenfalls nye internationale centrallager fordeler sig på 2.200 m2 indendørsareal og ca. 10.000 m2 udendørs areal. Lageret skal anvendes til større hovedkomponenter som kabler, vinger, kabeltromler og generatorer.

Gå til oversigten