juni 04, 2018

”Esbjerg er inde i en vanvittig stærk udvikling”

Morten landry 001 0

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

En gåtur på havnen og en nytårskur med 1.200 Esbjerg-borgere overbeviste DSV-chef Morten Landry om, at virksomheden skulle opruste i Esbjerg. ”Det er det område i Danmark med størst potentiale,” siger han.

Kort efter nytår gik Morten Landry en tur på Esbjerg Havn. Selvom han stammer fra Vestjylland, var det 15 år siden sidst. Han blev nærmest chokeret. Morten Landrys seneste minde fra havnen var en julefrokost i år 2002, hvor han sad og kiggede ud ad vinduet på et par biler, en englandsfærge og en gammel restaurant.

”Nu så jeg turbinetårne, boreplatforme og kæmpe kraner. Det er helt vanvittigt. Alt er blevet 20 gange større,” siger han.

Morten Landry er Branch Manager i verdens femtestørste transportselskab DSV, som netop har udbygget deres tilstedeværelse på Esbjerg Havn, og har etableret en afdeling for luft- og søfragt.

En af grundene er Morten Landrys gåtur på havnen i januar.

”De store virksomheder på havnen har internationalt præg. Der ligger Siemens, Vestas og oppe i byen er der kommet cafeliv. Folk er kommet ud af hullerne,” siger han.

Som udenforstående føles det på ham som om, at der i Esbjerg er rigtigt mange mennesker, som står sammen om at ville noget mere.

”Esbjerg er inde i en vanvittig stærk udvikling,” siger Morten Landry.

Lokal forankring

DSV var været i Esbjerg i en årrække med tilbud om vej- og køletransport, værksted, synshal, vaskehal og flere andre funktioner. Men tanken er, at de mange luft- og søfragtkunder i Esbjerg nu kan få en lokal adgang til DSV’s globale netværk.

”Esbjerg er i vores optik det område i Danmark med mest potentiale,” siger Morten Landry, der er chef for DSV’s 100 mand store luft- og sø-afdeling i Horsens.

I Esbjerg skal DSV hjælpe det lokale erhvervsliv med at skærpe deres supply chain, både nationalt og internationalt. Virksomheden er nemlig i flere end 80 lande og har 45.000 medarbejdere på verdensplan.

”Vi vil gerne have, at folk i Esbjerg har en lokal adgang til vores globale netværk, når deres aluminium, jern eller hvad som helst skal transporteres. Vi er her ikke for kun at lave olie eller gas,” siger Morten Landry.

Når han er på sit kontor i Esbjerg, sidder han rent fysisk i nøjagtigt det samme kontor, som han sad i, da han som helt ung var i lære i virksomheden Roland Munck, som siden blev opkøbt og i dag faktisk er en del af DSV.

Morten landry 001 0

Morten Landry ser meget positivt på udviklingen på Esbjerg Havn.

1.200 til pindemadder

Hvis der var nogen tvivl i Morten Landrys sind om DSV’s satsning på Esbjerg, blev den helt elimineret, da han var til nytårskur i Musikhuset. Her dukkede 1.200 lokale folk op til en fadøl og en pindemad.

”Jeg tænkte, at hvis man bakker så meget op omkring byen i erhvervslivet, så er man stolt af sin by og står sammen om at ville bygge noget op. Og det var også en god indikator på, at vi ikke kan sidde i København eller Aarhus og tro, at vi er noget i Esbjerg, hvis vi ikke møder folk i øjenhøjde,” siger han.

DSV har i forvejen et tæt samarbejde med store internationale virksomheder i Esbjerg og for dem betyder det ikke så meget, hvor man sidder.

”Men små og mellemstore firmaer har behov for nærhed, så vi kan forstå, hvilke behov de har.”

Fremragende start

Fra 4. maj har DSV derfor haft fire folk placeret på havnen, som primært skal tage sig af luft- og søfragt. På havnen er der dermed nu i alt 140 ansatte. Og begyndelsen er gået over al forventning. Størstedelen af virksomhederne i Esbjerg vil gerne håndteres fra det lokale kontor i stedet for Horsens, og samtidig er en række nye kunder dukket op.

”Nærhedsprincippet har været en større succes, end jeg turde håbe på,” siger Morten Landry, der også derfor tør vove pelsen og sætte forventningerne højt.

”Vi skal vokse organisk, men min personlige forventning er, at vi sidder 10 mand i kontoret om tre år,” siger han.

Gå til oversigten