februar 25, 2020

Esbjerg Havn efter Brexit: Business as usual – indtil videre

Poe toldbygning 011

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Storbritannien forlod EU den 31. januar i år, men samarbejde, handel og transport kan fortsætte som hidtil resten af 2020. Derefter er det fortsat uvist, hvad der sker, men Esbjerg Havn er gjort klar til at kunne håndtere alle mulige udfald.

Længe så det ud til at blive et hårdt Brexit, men i sidste øjeblik lykkedes det EU og Storbritannien at blive enige om en udtrædelsesaftale. Den er godt nyt for industri og virksomheder, fordi den betyder, at al handel mellem EU og Storbritannien fortsætter på samme vilkår som hidtil.

Overgangsordningen løber året ud, og den betyder konkret, at rutinerne på Esbjerg Havn fortsætter i vanlig stil. Det bekræfter Maren Holm Johansen, som er handelsdirektør i Toldstyrelsen:

”Jeg kan med ro i stemmen sige, at reglerne for samhandel mellem EU og Storbritannien forbliver uændrede i overgangsperioden. På den front er det business as usual. Det er ingen hemmelighed, at der har været tvivl om konsekvenserne af Brexit, og den tvivl vil vi gerne mane i jorden, så handlen mellem Storbritannien og Danmark fortsat kan foregå smidigt,” siger hun.

Ingen veterinær grænsekontrol i Esbjerg lige nu

Også hos Fødevarestyrelsen er meldingen, at alt fortsætter som hidtil resten af året. Her var der ellers udsigt til en veterinær grænsekontrol per 1. februar, hvis ikke aftalen var faldet på plads. De planer er nu sat på pause, forklarer Anna Cecilie de Klauman, som er kontorchef i Center for Internationalt Samarbejde i Fødevarestyrelsen.

”Vi betragter varer fra Storbritannien som EU-varer i overgangsperioden. Det vil sige, at danske fødevarevirksomheder kan forsætte handlen med Storbritannien på eksisterende og sædvanlige vilkår til og med udgangen af 2020.”

Poe toldbygning 010 0

Toldstyrelsen har i forbindelse med Brexit oprustet med 40 toldere på landsplan, og i Esbjerg er kontorerne udvidet, og bemandingen opjusteret fra fire til syv medarbejdere.

Ingen grund til at hvile på laurbærrene

Da situationen efter 31. december 2020 er usikker, kan man som virksomhed ikke parkere sine Brexit-forberedelser. Der er tre mulige udfald på de kommende forhandlinger mellem EU og Storbritannien:

Det første er, at parterne lander en handelsaftale for, hvor handelen mellem EU og Storbritannien skal foregå. Den anden er et såkaldt Hårdt Brexit, hvor partnerne står uden aftale fra 1.januar 2021. Sker det, bliver Storbritannien at betragte som et tredjeland. Endelig er der en tredje mulighed, hvor parterne kan forlænge udtrædelsesaftalen med et eller to år.

”Et hårdt Brexit er ikke off the table, desværre. Det kan indtræffe pr. 1. januar 2021, hvis EU og Storbritannien ikke når til enighed om det fremtidige handelsforhold,” siger Anna Cecilie de Klauman. Hun opfordrer alle virksomheder til at forberede sig bedst muligt – også på et hårdt Brexit:

”Som virksomhed bør man blive ved med at gennemgå sine aktiviteter med Storbritannien med en tættekam for at sikre, at man er parat, når overgangsperioden udløber. Vi står til rådighed i Fødevarestyrelsen og er klar til at vejlede og bistå med forberedelserne.”

Samme melding kommer fra Toldstyrelsen, hvor Maren Holm Johansen opfordrer alle virksomheder med handel med Storbritannien til at sætte sig grundigt ind i, hvad det vil sige at handle med et tredjeland.

Bliver Storbritannien et tredjeland, vil varer til og fra Storbritannien blive pålagt moms og told. Har man ikke de rigtige dokumenter og tilladelser som virksomhed, kan det betyde forsinkelser i handlen til og fra England, Skotland og Nordirland.

”Vi er i fuld gang med at opdatere vores vejlednings- og informationsmaterialer med den nye skæringsdato og tilbyder fortsat informationsmøder og webinarer omkring Brexit”, siger Maren Holm Johansen.

Toldstyrelsen har i forbindelse med Brexit oprustet med 40 toldere på landsplan, og i Esbjerg er kontorerne udvidet og bemandingen opjusteret fra fire til syv medarbejdere.

EU og Storbritanniens forhandlinger om en handelsaftale foregår over de kommende måneder.

Poe toldbygning 003

Toldstyrelsen opfordrer alle virksomheder med handel med Storbritannien til at sætte sig grundigt ind i, hvad det vil sige at handle med et tredjeland.

Fakta: Her får du hjælp

  • Find vejledning, information og FAQ om toldreglerne hos Toldstyrelsen  HER
  • Du kan også ringe til Toldstyrelsens Brexit-hotline på tlf. 72221212.
  • Ønsker du et vejledningsmøde med Toldstyrelsen, kan du bestille det HER
  • Find information, vejledning, FAQ og videocases om, hvad Brexit betyder for fødevarevirksomheder hos Fødevarestyrelsen HER
  • Dansk Industri har udarbejdet et Brexit toolkit – find det HER

Gå til oversigten