oktober 02, 2017

Esbjerg-virksomheder: TOTAL’s opkøb af Mærsk Oil er godt nyt

Semco

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Den 21. august meddelte A.P. Møller Mærsk-koncernen, at Mærsk Oil er blevet solgt til den franske oliegigant TOTAL for 47 milliarder kroner. Opkøbet rummer gode muligheder for Esbjerg, vurderer flere virksomheder på havnen. De byder den nye ejer velkommen og ser frem til samarbejdet.

Det er en epoke, som slutter på Esbjerg Havn, når Mærsk Oil fra årsskiftet, forudsat myndighedernes godkendelse, skifter ejere. Mærsk har været til stede på Esbjerg Havn siden 1962, hvor virksomheden fik retten til at udforske olie- og gasfelterne i Nordsøen.

Siden har olie- og gaseventyret taget fart og Mærsk Oil ejer i dag en tredjedel af Dansk Undergrunds Consortium, DUC, som står for omkring 90 pct. af den samlede danske produktion i Nordsøen.

Nu bliver det den franske oliegigant TOTAL, som overtager hovedrollen i Nordsøen. Og det er godt nyt, vurderer Lars Skov, som er Senior Vice President for SEMCO’s rig-aktiviteter i Nordsøen:

”TOTAL’s opkøb af Mærsk Oil giver i min optik anledning til optimisme hele vejen rundt. Det er godt nyt for de danske aktiviteter i Nordsøen og dermed også for alle de underleverandører på Esbjerg Havn, som lige nu leverer service og udstyr til Mærsk Oil,” fortæller han.

Flemming Copsø, som er CEO i kemivirksomheden COPCO, er enig. Ligesom Lars Skov og SEMCO har han et solidt samarbejde med Mærsk Oil fra hovedsædet på Esbjerg Havn. Begge ser nu frem til at forsætte samarbejdet om aktiviteterne i Nordsøen med TOTAL.

Godt med afklaring, så vi kan se fremad

Siden Mærsk sidste efterår præsenterede en ny strategi, som udpeger transport og logistik som hovedfokus for koncernen, har mange af Mærsk Oil’s underleverandører holdt vejret. Et eventuelt ejerskifte kunne nemlig have kæmpemæssige konsekvenser for forretningen. Det fortæller Flemming Copsø, hvis virksomhed, COPCO, leverer kemiløsninger til olie- og gasplatformene i Nordsøen.

Siden han stiftede virksomheden i 1991 har Mærsk Oil været en helt central samarbejdspartner. Derfor var han også lettet, da han hørte nyheden om de nye ejere:

”Det er meget positivt, at vi har fået en afklaring om fremtiden for den danske olie- og gasproduktion. Jeg har jo fulgt med og godt været klar over, at noget være i gærde,” forklarer han og uddyber, at ejerskiftet i hans optik er en rigtig god nyhed:

”Mærsk Oil har været en kraftig dynamo på Esbjerg Havn i mere end 50 år, men med deres nye strategi var det tydeligt, at de ikke ville foretage de nødvendige investeringer i Nordsøen. Derfor er det positivt med en ny ejer som TOTAL, der har muskler og også et klart fokus på at udvikle deres olie- og gasforretning.”

Det er Lars Skov, Senior Vice President i SEMCO enig i. I marts år indgik SEMCO deres hidtil største aftale med Mærsk Oil om at levere mandskab til deres operationer i Nordsøen de næste fem år. Derfor har Lars Skov også ventet med lige dele nervøsitet og spænding på udfaldet af det seneste års limbo.

”Langt de fleste af vores aktiviteter er i Nordsøen og derfor vidste vi, at det ville få stor betydning for vores forretning, hvad der kom til at ske med Mærsk Oil. Udfaldet er, i min optik, godt. Når et olieselskab som TOTAL er køberen, sender det et stærkt signal om, at de ønsker at udvide deres forretning og dermed investere yderligere i Danmark og Esbjerg – det ser jeg frem til,” fortæller Lars Skov.

Semco

Fra hovedkontoret på Esbjerg Havn samarbejder SEMCO med Mærsk Oil om aktiviteterne i Nordsøen.

Gode udsigter for aktiviteterne i Nordsøen

Alt tyder da også på, at TOTAL’s opkøb ad Mærsk Oil kan betyde forlænget liv for de danske olie- og gasfelter.

TOTAL har meldt ud, at de kommer til at fortsætte de nuværende aktiviteter i Esbjerg, hvor cirka 1.200 mand i dag arbejder for Mærsk Oil. 600 af dem i hovedkontoret på havnen og resten på platformene i Nordsøen. De har også meldt ud, at den planlagte genopbygning af Tyra-feltet gennemføres som hidtil planlagt.

Franskmændene forventer en samlet produktion på 500.000 tønder olie om dagen i Nordsøen efter opkøbet af Mærsk Oil. I dag er TOTAL’s olieproduktion primært koncentreret i norsk farvand, hvor virksomheden producerer 235.000 tønder olieækvivalenter om dagen. Sammenlægningen af TOTAL’s nuværende aktiviteter i Nordsøen med Mærsk Oil’s aktiviteter kommer til at gøre den franske oliegigant til den næststørste producent i Nordsøen, kun overgået af Statoil.

Lars Skov hilser ambitionerne velkomne. I hans optik er der masser af uudnyttet potentiale i Nordsøen, som TOTAL med fordel kan investere i. Samtidig er situationen på oliemarkedet i øjeblikket gunstig i forhold til at kigge efter nye muligheder:

”Olieprisen er stadig lav, men ikke desto mindre har den ligget i et stabilt leje de sidste otte måneder. Samtidig har branchen gennemført massive omstruktureringer i kølvandet på de seneste års krise. Det giver gode betingelser for at kigge efter nye muligheder, og det har TOTAL en god historik for at gøre, fx i Afrika,” forklarer han.

Helt konkret håber Lars Skov på sigt på, at TOTAL tør kigge i retning af nogle af de felter i Nordsøen, som DONG tidligere har sagt nej til at udvikle på. Eller at de vil se potentialerne i at bore yderligere i de nuværende olie- og gasfelter for at finde uudnyttet kapacitet.

Vindue til verden

I forbindelse med opkøbet har TOTAL gjort det klart, at de agter at gøre Danmark til knudepunkt for alle aktiviteter i både Holland, Norge, Danmark og England.

Den udmelding sender et stærkt signal om, at TOTAL har tiltro til ekspertisen i Danmark, vurderer både Lars Skov og Flemming Copsø. Det gør de også klogt i at have, forklarer Flemming Copsø. Danmark og mere præcist Esbjerg har nemlig viden og kompetencer inden for olie- og gasindustrien, som kan komme TOTAL til gode.

”Der er en masse viden og kendskab til Nordsøen her i Esbjerg, som TOTAL afgjort kan få glæde af. Det drejer sig både om in-house kompetencer hos Mærsk Oil og om det net af underleverandører, som vi er en del af. Der er en fantastisk infrastruktur på Esbjerg Havn, som gør os gearede til at levere gode løsninger,” forklarer han.

På sigt er det derfor også Flemming Copsøs forventning, at samarbejdet med TOTAL kan åbne døren for mere international forretning for flere af de esbjergensiske virksomheder. Det gælder også hans egen virksomhed COPCO:

”I dag leverer vi primært til operationer i Nordsøen, men på sigt er det klart, at vi håber på, at TOTAL får øjnene op for, at vores ekspertise og leverancer også kan bruges uden for Nordsøen,” fortæller Flemming Copsø og uddyber, at det på den lange bane kan betyde udvidelse af forretningen og dermed flere arbejdspladser på hovedkontoret i Esbjerg.

Lars Skov og SEMCO’s aktiviteter er også koncentreret i Nordsøen, i den såkaldte Nordsø-trekant, som er Norge, England og Danmark. Senest har SEMCO vundet hook up-opgaven i forbindelse med udviklingen af gasfeltet Culzean i England. Det projekt overtager TOTAL nu, og Lars Skov forventer, at det kan blive et godt udstillingsvindue for, hvad SEMCO kan bidrage med fra hovedsædet på Esbjerg Havn.

”Med TOTAL’s opkøb har vi nu kun én kunde i stedet for to, og det forventer jeg giver volumen til forretningen, fordi TOTAL kan blive vores adgangsbillet til flere aftaler,” siger han.

Copco

Flemming Copsø's virksomhed, COPCO, har haft hovedsæde på Esbjerg Havn siden det blev stiftet i 1991. Samarbejdet med Mærsk har varet lige så længe.

Gå til oversigten