september 13, 2023

Et helt nyt Fiskernes Hus er åbnet i Fiskerihavnen til gavn for havnens brugere

Header fiskernes hus

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

En lang række fonde og privatpersoner har bidraget økonomisk, så Fiskernes Hus nu er åbnet i Fiskerihavnen på Esbjerg Havn i nye og istandsatte lokaler. Huset skal være til gavn for både fiskere, søfarende og andre brugere af havnen. 94-årige fisker Andreas Thygesen klippede snoren, og så blev der spist grillpølser.

Med et klip af en rød snor, efterfulgt af klap, stod den 94-årige Andreas Thygesen bag åbningen af Fiskernes Hus på Esbjerg Havn. Og han var ikke tilfældigt udvalgt. For siden han var 6 år, hvor han tog på havet med sin far, har han fisket ud fra Esbjerg.

Andreas Thygesen takkede for at få lov til at bruge den gyldne saks til at klippe snoren over, og i øvrigt for at få lov til at bruge Fiskernes Hus i årene fremover.

Adressen er meget passende Fiskerihavnsgade 2a. Her kan fiskere, søfarende og andre grupper fremover komme på besøg og finde opholdsrum, mødelokale, rensebord i rustfrit stål og meget andet.

Direktør for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen, er glad for, at havnen kan tilbyde nye og bedre faciliteter til fiskerne.

”Vi arbejder med at fremtidssikre Esbjerg Havn på en lang række områder, og Fiskerihavnen er vigtig for os. Derfor er fiskernes forhold det selvfølgelig også, så vi er glade for at kunne tilbyde en god lokation og flotte faciliteter,” siger Dennis Jul Pedersen.

18 rejekuttere anløber stadig Esbjerg Havn, hvoraf 10 hører hjemme i byen, og der kommer også engelske, tyske, hollandske og skotske skibe til havnen, der losser rejer og krabber.

Til indvielsen var der grillpølser til alle. Men det var Fiskernes Hus, så helt friskrøget makrel, laks og sild blev også serveret. Fiskene var røget i stedets nye rygeovne til lejligheden.

Snoreklip

94-årige Andreas Thygesen og havnedirektør Dennis Jul Pedersen klippede snoren.

Et socialt hus til havnens gæster

For halvandet år siden blev de første streger slået til projektet. I det efterfølgende forløb har Centerleder i Esbjerg Havne-Service, Jan Erik Kamstrup, søgt en række fonde, foreninger og private virksomheder for at få penge til at sætte huset i stand. Og nu er den nye lokation parat til indvielse.

”Det har været et stort arbejde at få stablet på benene, men derfor er jeg også ekstra glad og stolt over, at vi fremover kan tilbyde så flotte lokaler,” siger Jan Erik Kamstrup.

Han er meget glad for, at Esbjerg Havn stiller lokalerne til rådighed. Og at de ligger, hvor de gør.

”Det er jo en unik lokation med en fantastisk udsigt, og vi er dybt taknemmelige for, at havnen har tilbudt os lokalerne. Det kommer mange mennesker til gode,” siger han.

I Fiskernes Hus er installeret et røgeri med rygeovne og bade- og vaskefaciliteter. Men tanken er også, at en lang række af havnens andre gæster kan bruge stedet. Besætningerne fra CTV’erne fra vindparkerne kan for eksempel bruge det som et pauserum, og andre kan gøre brug af lokalerne til foredrag.

Jesper Juul Larsen, der er formand for Esbjerg Havne-Service, håber, at huset bliver brugt bredt.

”Det skal være et socialt hus, som mange kan blive glade for. Med den placering, som generøst er stillet til rådighed af havnen, så tror jeg, det bliver en succes. Og jeg er både ovenud glad og stolt over projektet,” siger han.

Gennem de seneste mange år har både Oasen for pensionerede fiskere og Fiskernes Seniorforening haft en anden lokation i fiskerihavnen, som dog ikke længere er til rådighed. I den forbindelse opstod ønsket om en ny lokation i Fiskerihavnen. Både af hensyn til de pensionerede fiskere og de i alt godt 25 vindmølleskibe, der har base i Esbjerg, da afstanden til det eksisterende Sømandscenter er flere kilometer.

Esbjerg Havn har også planlagt et overdækket område i Fiskerihavnen ved bassin 2, så fødevaresikkerheden sikres, når fangsterne af rejer og krabber losses.

Fadøl

Flere end 100 mennesker var samlet for at fejre indvielsen af Fiskernes Hus.

Milliondonation fra fonde og privatpersoner

Bag initiativet og driften af Fiskernes Hus står Esbjerg Havne-Service, der er et nonprofit institution. En lang række fonde har bidraget til projektet, blandt andre Claus Sørensens Fond, Lauritzen Fonden og Esbjerg Fonden, Johan Hoffmann Fonden, Lida og Oskar Nielsens Fond, ligesom Danmarks Fiskeriforening, Sydvestjysk Fiskeriforening, Esvagt, Granly Gruppen og en række privatpersoner har doneret penge. Ombygningen beløber sig til 1,5 millioner kroner.

På dagen sagde direktør for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen, ”Tillykke til os alle sammen!” – og så blev der drukket fadøl, spist grillpølser og drukket Cocio, cola og kaffe.

Pølser

Dagen bød på snoreklip, fadøl og grillpølser.

Gå til oversigten