Fra fiskenet til tovværk – Comet Trawl bringer et klassisk håndværk ind i fremtiden

Comet Trawl ligger i en stor lagerbygning tæt ved vandet, og tov i alle afskygninger ligger ud over de 900 m² ved siden af havbøjer og fisketrawl. 

John Brink står og kigger ud over alt tovværket.

”Jeg har været lidt væk undervejs, men siden 1997 har jeg været fast vodbinder,” siger han.

For det utrænede øje kan det se rodet ud på lageret, men ser man lidt nærmere efter, er alt sirligt ordnet og tilrettelagt til de mange kunder, mens fem mand er i gang med opgaver.

Et bredt håndværk

Comet Trawl lavede engang ’kun’ fiskenet. Men i dag er forretningen meget bredere. Man dækker nu offshore og erhvervsfiskeri, reb og wire, sportsudstyr, wirenet og wiregelænder, afskærmning og sikkerhed, biogasnet og landbrug – samt vortex til vindmøller.

”Vi har en fornuftig forretning,” siger John Brink og uddyber:

”Vi har en række store kunder i offshore og byggepladser, men vi laver også net til Fru Hansens hems, som hun gerne vil have sikret til børnebørnene. De små kunder er også med til at skabe en forretning.”

Et stort økosystem

Comet Trawl blev grundlagt, da fisker Simon Rejkjær kom til skade først i tresserne og måtte gå på land. Det var dengang hundredvis af trækuttere gav et helt økosystem. 

”Der var 3-4 mand på hver, og de beskæftigede både smeden, vodbinderen, provianthandleren samt oliehandlere mm. – et meget større bagland end med de store kuttere i dag,” siger John Brink.

I dag rummer havnen 10 rejekuttere og i alt omkring 20 fiskebåde – mod næsten 700 kuttere i gamle dage. ”Så man skal finde nogle andre nicher at arbejde ind i,” fastslår John Brink, som købte sig ind i Comet Trawl i 1999 og siden har været medejer. I dag er han eneejer.

Hvor mange år lavede I ’kun’ fiskenet?

”Det har aldrig rigtig kun været fiskenet – for vi var et af de små vodbinderier i gamle dage, så vi havde ikke råd til at sige nej til de andre opgaver. Og nogle af dem har vokset sig store undervejs. Men fiskeriet var en meget stor del frem til for 10-12 år siden. Bøjerne kom til for ca. 15 år siden. Vi har i mellemtiden også haft nogle store offshore-opgaver for Siemens, som var langt vores største kunde i flere år. Vi lavede vortex rope, der blev monteret på deres mølletårne, mens de stod på kajen.”

Hvorfor valgte du at blive vodbinder?

”Min far var fisker, og min morfar var fisker, men jeg havde ikke tid til at fiske, for jeg spillede håndbold for Esbjergs bedste hold. Jeg havde ikke tid til at tage på vandet i lang tid.

Og det er et dejligt arbejde. Vi er alle sammen glade for vores arbejde. Vi synes, det er spændende. Siden jeg var ung, har jeg også kunnet li’ stemningen på havnen. Det var ikke så stringent – der var ikke nogen, der stod med en pisk. Miljøet var lidt løssluppent, og man startede altid med en kop kaffe.”

Hvad skal man lære ved håndværket?

”Du skal jo lære at slå knuderne rigtigt, og du skal lære at splejse et stykke tovværk eller wire. Du har ikke andet end en bødenål, en kniv og et merlespiger. Det er det. Og så har vi en maskine til at klemme øjer på stålwirer.

Inden for fiskeri er det lidt som at være skrædder – der findes mange forskellige maskestørrelser og tykkelser. Vi skærer det ud og sætter det sammen. Lidt som stråtækkermanden – han har heller ikke meget værktøj. Det er helt tilbage til basic, det er kun fingrene og nogle få håndværksting.

Det er ikke en uddannelse, man som sådan kan tage her i byen længere, men det tager ca. tre år at blive udlært.”

Er det en uddøende profession?

”Det er jo blevet meget mindre. Da jeg var i lære, var der 13 vodbinderier her i byen, og nu er vi de eneste. Men fiskerne handler i de byer, hvor de lander deres fisk – for de skal have deres net klar hurtigt.

Så jeg tror, at der altid vil være et marked. Det har nok fundet sit leje både her og andre steder. Jeg er sikker på, at vi også er her om 6-8 år. Det er jeg helt sikker på. Vi har passende arbejde til os fem, der er her,” siger John Brink og peger på, at der løbende kommer nye områder til:

”Vi har de sidste 4-5 år for eksempel lavet en del biogasnet. Vi har også købt et firma, som leverer stålnet til arkitekturbrug, så nu er vi også inde på dét område. Det kører ganske fornuftigt.”

Hvad er hemmeligheden ved håndværket ellers?

”Mange kan rent fagligt sagtens lære selve håndværket, men der er jo også alt det bagved. Der skal også være nogen, som kan tegne en trawl.

En trawl passer typisk til skibet, og det skal man vide lidt om. Man designer til det konkrete skib – helt ned til, hvor meget trækkraft skibet har. Der er en del udregninger, og det handler også om erfaring og dialog med kunden.

Du kan sige, at man har arkitekten, der tegner huset – og håndværkeren, som bygger det. Folkene kan ud fra tegningen sagtens klare at bygge det.”

Hvad er den største udfordring ved vodbinderi?

”Det er at forstå principperne i, hvordan det fungerer. Og at forstå, hvilke kræfter du er oppe imod, når du stiller noget ned i Nordsøen.

Vi har oplevet opgaver med nogle tyske ingeniører, som kloger sig lidt. Det falder ikke altid heldigt ud, fordi de ikke har erfaringen med havets kræfter, når de sidder et sted midt i Tyskland.

Men det har vi. Det er bare ikke så nemt at lægge ind i en formel – bølger, tidevand, vind – det er samspillet, og det kræver bare noget erfaring at forstå.”

Nye kunder på vej

Comet Trawl laver også en masse for Viking Life-Saving Equipment. De laver for eksempel svagled og elastikker til større flåder, der ikke må sejle væk fra skibet.

”Vi har en mand til at arbejde for Viking stort set hele tiden. Og vi er med i et stort projekt i et asiatisk land, som jeg ikke kan sige mere om nu. Men jeg kan sige, at vi er med i en lille klynge, som byder ind, og det bliver en tredobling af min opsætning. Det bliver stort. Det får også maritimt udstyr leveret, som kommer fra andre i klyngen,” siger John Brink og tilføjer:

”Så bliver vi igen meget fiskenet – måske 50 procent. Og vi vil gerne lave fiskenet, men vi vil da også gerne lave alt det andet. Dybest set er det ligegyldigt, hvor man tjener sine penge, bare man tjener nogen.”