For 25 år siden besluttede det italienske rederi Grimaldi Lines at anløbe Esbjerg Havn, og det er rederiets fortjeneste, at der nu er direkte forbindelse fra Esbjerg til seks kontinenter. Grimaldi Lines har været med til at udvikle Esbjerg Havn, og havnedirektøren er overbevist om, at de også i fremtiden vil være en essentiel spiller på og for havnens udvikling.
Hver 4. bil på de danske veje er rullet i land over kajen i Esbjerg.
Et meget konkret resultat af, at det italienske rederi Grimaldi Lines valgte at anløbe Esbjerg Havn tilbage i 1998 og altså derfor nu kan fejre 25-års jubilæum på havnen.
”Grimaldi har bidraget til at skabe nye arbejdspladser på havnen og medvirket til at udvikle Esbjerg Havn med sine aktiviteter. Det har krævet et godt samspil, og her er Esbjerg privilegeret af at have en super havn, som griber mulighederne. I sin tid spurgte havnen: ’Hvad vil I over de næste 2-3 år?’ Grimaldi Lines svarede: ’Vi ser på de næste 30 år’. Det perspektiv har betydet, at havnen kunne se fremad og turde investere langsigtet,” siger Henrik Otto Jensen, direktør og indehaver af skibsagenten Niels Winther & Co, der bistår Grimaldi Lines med losning og lastning.
Respekt for udviklingen
I dag er der direkte forbindelse fra Esbjerg til seks kontinenter med Grimaldi Lines, og Dennis Jul Pedersen, direktør i Esbjerg Havn, har stor respekt for den udvikling, Grimaldi Lines har været igennem – og ikke mindst for de perspektiver, det fortsat rummer, at Esbjerg er del i så stort et rutenetværk.
”Da Grimaldi Lines startede på Esbjerg havn for 25 år siden, var aktivitetsniveauet meget lavt. I dag tilbyder de det absolut største rutenetværk. Denne mulighed for at nå nye markeder er unik, og skal samtidig ses i forhold til, at netop Grimaldi Lines er meget langt fremme, når det drejer sig om klimavenlig søtransport,” siger Dennis Jul Pedersen.
Han er overbevist om, at Grimaldi Lines også i fremtiden vil være essentiel i udviklingen af Esbjerg Havns position i det europæiske transportnetværk.
”Vi ser derfor frem til et fortsat tæt samarbejde om at udvikle og udvide mulighederne for transport af modulært gods til gavn for Dansk import og eksport,” siger Dennis Jul Pedersen.
Gå til oversigten