Ingen grøn omstilling uden havne. Men havnene skal selv omstilles i de kommende år for at kunne følge med efterspørgslen, når der skal opstilles 800 havvindmøller årligt i Europa frem mod 2030. Ellers risikerer de at blive flaskehalse, viser ny rapport. Esbjerg Havn har investeret massivt, men skal investere yderligere for at kunne følge med. ”Vi er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, men vi skal turde at gribe chancen,” siger Dennis Jul Pedersen.
Engang blev der fragtet kød og smør. Så kom der fisk. Så kom olien og så kom vindmøllerne.
Esbjerg Havn er vant til omstilling, og Esbjerg Havn er ikke færdig med at omstille sig. For kravene til en havn i fremtidens bæredygtige energiforsyning er store.
Derfor har Esbjerg Havn i en årrække arbejdet på initiativer, der skal forberede havnen på kravene i den grønne omstilling.
I løbet af de næste fem år skal Europa gå fra at opstille 400 havvindmøller om året til 800 årligt frem mod 2030. Samtidig bliver havvindmøllerne større og større.
Derfor er Esbjerg Havn i gang med at forberede en udvidelse på 500.000 kvadratmeter. Samtidig skal der købes større kraner til større mølledele. Der skal graves en dybere sejlrende til større skibe, som skal være klar i 2025. Samtidig bliver kajarealerne forstærket, så de kan klare større belastninger.
For det kommer til at gå stærkt og kræve voldsomme gearskift på havnene rundt om i Europa, når den europæiske energiforsyning skal omstilles til blandt andet vind.
WindEurope offentliggjorde for nylig deres vision for offshore-vindhavne frem mod 2030, og her er konklusionen klar. En stigende mængde større vindmøller kræver større og mere fleksibel infrastruktur. Ifølge prognosen fra WindEurope skal Europæiske havne investere mere end 6,5 milliarder euro for at kunne imødekomme de krav.
”Det er et voldsomt beløb, og der findes ingen havne, der er klar til den omstilling, der kommer til at ske. Endnu. Komponenterne bliver tungere og større, og mængderne fordobles de kommende år,” siger Dennis Jul Pedersen, direktør på Esbjerg Havn.
Tempoet skal op i Esbjerg
Seks ud af ti havvindmøller i Europa er sendt fra havnen i Esbjerg. Derfor er det oplagt, at Esbjerg Havn spiller en afgørende rolle i at opnå EU's ambition om at installere offshore-vindmøller med en samlet kapacitet på i alt 60 GW inden 2030 og 300 GW inden 2050.
I tørre tal var der i 2020 5.400 havvindmøller i Europa. Om bare ni år, i 2030, skal der stå 12.000 havvindmøller rundt om på havene. Heraf langt de fleste i Nordsøen.
”Det er oplagt, men ikke naturgivent, at Esbjerg bliver en del af omstillingen. For hidtil har vi kun set begyndelsen. Nu sættes tempoet for alvor op. Det hele skal være større, og tempoet skal sættes op, hvis vi skal være med,” siger Dennis Jul Pedersen.
Som Europas største havvindhavn ser Dennis Jul Pedersen Esbjerg Havn som en af nøglerne til at lykkes med EU’s ambitiøse målsætning.
”Der påhviler os et særligt ansvar, som vi er bevidste om. Vi har mere erfaring end nogen anden havn, vi er skalerbare. Vi skal bare kunne levere,” siger han.
Ifølge Dennis Jul Pedersen er der kapacitet på markedet nu rundt om i de europæiske havne, men indenfor to år vil der blive flaskehalse, hvis der ikke handles nu.
”Det er som WindEurope skriver. Det er nu, der skal investeres massivt overalt i Europa,” siger han.
Store som små virksomheder skal investere
Esbjerg Havn kommer til at foretage store investeringer i infrastrukturen, men virksomheder på havnen skal også investere for at kunne være med. Industrien skal satse stort.
”Det skal ikke kun være os som havn. Hvis virksomheder skal være relevante, når opgaverne kommer, skal de også være parate til at kunne tage mange ordrer ind. Det er ikke nødvendigvis komfortabelt at satse så stort. Men det er nødvendigt,” siger Dennis Jul Pedersen.
Esbjerg Havn søgte allerede for fem år siden om en havneudvidelse, fordi de forudså udfordringerne med kapacitet. Den såkaldte VVM-undersøgelse, en miljøundersøgelse, er først nu ved at være på trapperne. Den lange sagsbehandlingstid viser én af udfordringer ved at skulle udvide kapaciteten så hurtigt rundt omkring i Europa.
”Vi håber meget at få grønt lys til udvidelsen i år. Ellers risikerer vi at tabe det på gulvet. Men det var godt, at vi var så fremsynede for fem år siden, så processen blev sat i gang,” siger Dennis Jul Pedersen.
Besøg fra England
Dennis Jul Pedersen er fortrøstningsfuld omkring udvidelserne af havnene rundt om i Europa, fordi der også er politisk fokus på nødvendigheden af at rykke hurtigt.
”Jeg har netop brugt det meste af dagen med den engelske energiminister, der har været på besøg for at blive inspireret til, hvordan vi skal nå i mål. Der er en hidtil uset bevidsthed på højeste politiske niveau. De vil alle sammen sikre, at vi kommer i mål med det her.”
Det betyder, at alle led i værdikæden møder politisk forståelse, så der ikke kommer til at være ét led i kæden, der kommer til at blive flaskehalsen. Som for eksempel havnene.
”Det kræver, at vi sætter os sammen og samarbejder på tværs af de europæiske havne. I Esbjerg har vi for eksempel indgået et samarbejde med Hull & Humber i Storbritannien, så vi kan dele erfaringer. Den slags er nødvendigt. For alting skal være større, og alting skal gå hurtigere nu,” siger Dennis Jul Pedersen.
Til gengæld tror Dennis Jul Pedersen også på, at de havvind-aktiviteter, der i dag giver arbejde til 4.000 mennesker på Esbjerg Havn, om fem år vil være fordoblet. I hvert fald hvis havneudvidelsen kommer på plads.
”Vi er så heldige på Esbjerg Havn, at vi er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Men vi skal turde at gribe efter chancen. Det er ikke mange beskåret at få den mulighed her, som vi har nu. Hvis det ikke lykkes, så er det vores egen skyld. Muligheden er der,” siger Dennis Jul Pedersen.
Gå til oversigten