Facebook påbegynder opførelsen af datacenter i Esbjerg i 2019
I efteråret blev det meldt ud, at Facebook ville købe omkring 2 millioner kvadratmeter land mellem Esbjerg-motorvejen og Andrup. Datacenteret kommer til at være 250.000 kvm alt inklusive, og byggeriet forventes at gå i gang i starten af 2019. Facebook er også en del af det konsortium, som tidligere på året satte gang i etableringen af det 7.000 km transatlantiske fiberkabel, Havfruen. Esbjerg Havn fungerer som basehavn for kabellægningsaktiviteterne. Havfruekablet kommer til at garantere en internethastighed på 108 terabits per sekund. Til sammenligning er den gennemsnitlige hastighed i Danmark i dag 2,7 megabits per sekund. Den nye forbindelse forventes at være i drift i slutningen af 2019 og kommer til at forbinde de store datacentre i USA med Skandinavien – og ganske givet også det ny datacenter i Esbjerg.
Ny havvindmøllepark kan være på vej i Nordsøen
Med energiaftalen blev det besluttet at etablere tre nye vindmølleparker i Danmark frem mod 2030. Nu har Energistyrelsen indgået en aftale med COWI om at screene fire udvalgte områder. Det største af dem – 2.296 kvm - ligger i Nordsøen ud for den jyske vestkyst. Energistyrelsen melder, at screeningen forventes afsluttet i slutningen af året.
Kortet her viser de fire områder, som er udvalgt som mulige placering for en af de nye 800MW-parker. Alle undersøgte områder ligger mindst 15 km fra land.
Trafikkampagne på Esbjerg Havn
Netop nu er en trafikkampagne i gang med Esbjerg Havn. Bag kampagnen står en lang række af virksomhederne på havnen. Formålet med kampagnen er at sætte fokus på trafiksikkerheden på havnen. Skal den forbedres handler 75 procent af indsatsen om adfærdsændringer, mens fysiske foranstaltninger står for resten. Derfor er det vigtigt med virksomhedernes engagement, fortæller havnedirektør Ole Ingrisch:
”Formålet med denne kampagne er at ændre adfærden på Esbjerg Havn, så alle kan komme sikkert hjem fra arbejde. Derfor er vi også glade for, at så mange virksomheder støtter op om kampagnen. Målet er, at alle virksomheder på Esbjerg Havn lader sig inspirere af anbefalingerne til sikker adfærd på Esbjerg Havn og skriver trafiksikkerhed ind i deres sikkerhedspolitik, hvis de ikke allerede har det”.
Kampagnen ’Sikker sammen på Esbjerg Havn’ kører i uge 48-50. Læs mere om kampagnen her: www.sikkersammen.dk
Gå til oversigten