februar 25, 2020

Nye affaldscontainere på Esbjerg Havn sikrer nem og bæredygtig affaldssortering

Forsidefotosorterings containere 027 lav pixel

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Som et led i arbejdet med FN’s Verdensmål har Esbjerg Havn udviklet affaldscontainere, der sikrer en bæredygtig affaldssortering, aflaster de ansattes rygge og mindsker forbrænding og deponi. Tiltaget bliver rost til skyerne af brugerne, og drømmen er, at den bæredygtige tankegang finder indpas i andre dele af aktiviteter på havnen.

1.000 tons årligt. Så meget affald modtager Esbjerg Havn fra skibene, der anløber havnen. Hidtil har genanvendelsen af affaldet ligget på 20 procent, men den andel skal nu øges, og derfor har havnen produceret nye affaldscontainere, der sikrer en bæredygtig affaldssortering.

”Vi modtager meget affald, og har modtagerpligt på det. Derfor er det et område, hvor vi virkelig kan gøre en forskel i forhold til bæredygtighed og miljøhensyn,” siger Jane Behrens von Qualen, der er HSEQ-leder på Esbjerg Havn.

Som en del af arbejdet med FN’s 17 Verdensmål, har havnen et mål om at øge genanvendelsesprocenten. Der er ikke konkrete tal på hvor meget, men affaldet skal opdeles og genanvendes, så der ikke deponeres og forbrændes så meget.

”Der vil altid være en del af det, der køres til forbrænding, men målet er så meget genanvendelse som muligt,” siger Jane Behrens von Qualen.

Det er Esbjerg Havn, der selv har udviklet prototypen på affaldscontainerne. De blev testet i efteråret og er nu er en del af dagligdagen på havnen.

Poe sorterings containere 023 lav pixel

Esbjerg Havn har produceret nye affaldscontainere, der skal sikre en mere bæredygtig affaldssortering.

En god løsning for brugerne – og for arbejdsmiljøet

For at kunne lykkes med den nye affaldssortering, har det været en prioritering at gøre det let for brugerne.

Skibene retter sig efter den internationale konvention MARPOL, der dikterer hvilke fraktioner, affaldet skal deles i, og derfor er affaldscontainerne fraktionsopdelt på samme måde. Det er fraktioner som maling, glas, oliefiltre, metal, og store batterier.

”Vi har efterlignet den måde, skibene allerede affaldssortere på, og det betyder, at vi nu taler samme sprog. Det letter arbejdet for alle. Desuden har det haft stor betydning, at brugerne og de ansatte på havnen i høj grad har været inddraget i processen, og de roser alle affaldscontainerne til skyerne,” siger John Fritsen, der er teamleder i driftsafdelingen på Esbjerg Havn.

Det er muligt for skibene at bestille affaldscontainere, der har op til 14 fragmenter. Men de kan også bestille containere med færre fraktioner, hvis de har meget af én slags affald. Der er indtil videre otte containere på havnen, og skibene skal bestille en container 24 timer, før de anløbet havnen.

Udover at være en bæredygtig og miljørigtig løsning, slår John Fritsen også fast, at de nye affaldscontainere er gode for arbejdsmiljøet på havnen.

”Førhen kørte ansatte på havnen rundt til det sorterede affald, som skibene havde stillet på kajen. De skulle altså løfte potentielt tunge ting, og de risikerede også at komme i kontakt med for eksempel batterier. Nu tager vi bare affaldscontainerne med truck og kører det væk. Det betyder virkelig meget for arbejdsmiljøet,” siger John Fritsen.

Poe sorterings containere 006 lav pixel

Den nye affaldssortering efterligner den måde, skibene allerede sorterer på. Denne strategi skal gøre det nemmere for brugerne at benytte affaldssorteringen.

Fra fysiske containere til højnet bevidsthed

Selvom affaldscontaineren er smart, er det ikke kun selve den fysiske container, der har betydning for Esbjerg Havn. Initiativet handler om noget større.

”Den nye affaldscontainer er genial, men banal. Den er et værktøj til at højne bevidstheden om bæredygtighed og affaldssortering generelt. Med de nye containere er vi helt inde i værdikæden og livscyklusforløbet, og de er designet ud fra en holistisk tilgang til affaldssortering. Hvordan opstår det, hvordan kan det genanvendes, hvor ender det?” forklarer Jesper Bank, der er salgsdirektør på Esbjerg Havn.

Tanken er, at den holistiske tilgang og den øgede bevidsthed skal gå igen på andre områder. På den måde grønne områder vedligeholdes, og hvordan køretøjer serviceres, hvor det ikke handler om bare at skifte olie. De ansatte skal også have en forståelse af, hvilken slags olie, der bruges, hvor meget CO2, det udleder, og hvor olien ender i sidste ende.

”Vores indsatser på det her område er meget fysiske og konkrete, og det er rigtig godt. For så bliver det synligt og noget, der er fokus på i dagligdagen. Det er ikke bare en usynlig bæredygtigheds-politik, vi har lavet. Vi laver tiltag, du kan rent faktisk se og røre ved. Præcis lige som de nye affaldscontainere,” siger Jesper Bank.

Forsidefotosorterings containere 027 lav pixel

”Den nye affaldscontainer er genial, men banal. Den er et værktøj til at højne bevidstheden om bæredygtighed og affaldssortering generelt", siger Jesper Bank, salgsdirektør på Esbjerg Havn.

Esbjerg Havn vil gerne inspirere

Esbjerg Havns foreløbige mål er, at der skal stå i alt 20-25 affaldscontainere på havnen. Derudover er næste skridt at udarbejde et dokument til brugerne, der forklarer om containerne. Det er essentielt, at alle ved præcis, hvordan containerne skal bruges, og hvordan og hvornår de skal bestilles.

På lidt længere sigt er planen, at affaldsmængden registreres digitalt, og at brugerne kan få en digital kvittering. Digitaliseringen af containerne vil også mindske tidsforbruget på administration. Og Esbjerg Havn vil med glæde dele ud af deres viden og opfindelse.

”Andre interesserede skal være mere end velkomne til at blive inspirerede af vores containere. Men vi tænker hele tiden fremad, og containerne skal også videreudvikles. Lige nu er det dog bæredygtigheds-tankegangen, der er allervigtigst,” siger Jesper Bank.

Poe sorterings containere 005 lav pixel

Esbjerg Havns foreløbige mål er, at der skal stå i alt 20-25 affaldscontainere på havnen. Næste skridt er at udarbejde et dokument til brugerne, der forklarer om containerne, så alle ved, hvordan de skal bruges.

Gå til oversigten