august 07, 2017

Offshore er tre gange mere innovativ end andre brancher

Sdsdsdsd

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

13 procent af danske offshorevirksomheder søgte patent på nye opfindelser i 2014. Kun fire procent i det øvrige erhvervsliv gjorde det samme, viser ny rapport. Jan Hylleberg, der er adm. direktør i Vindmølleindustrien, er ikke overrasket. Men innovation er også nødvendig for at kunne leve op til den forventede kraftige vækst inden for offshore.

’Rain Erosion Testeren’ er navnet på en maskine fra firmaet R&D, som med høj nøjagtighed og realistisk simulering af regnerosion kan hjælpe vindindustrien til at teste møllevingers holdbarhed, når regnen pisker ned, mens vinden blæser.

Den er ét af hundredvis af eksempler på den idérigdom og foretagsomhed, som offshorebranchen besidder.

Hele 13 procent af danske offshorevirksomheder søgte patent i 2014 mod kun fire procent i andre brancher. Og i de virksomheder, som arbejder både med vind og olie/gas, er tallet endda så højt som 18 procent.

Branchen er altså mange gange mere innovativ end andre brancher, viser tallene, der stammer fra den nye rapport ’Den danske offshorebranche’ fra Region Syddanmark.

”Det er flotte tal, men det overrasker mig ikke”, siger adm. direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg.

Offshorebranchen optræder ikke i traditionelle brancheopgørelser på lige fod med metalindustri eller detailhandel. Derfor giver rapporten et sjældent overblik over antallet af virksomheder og ansatte samt udvikling og innovation i branchen.

Virksomheder i offshorebranchen - blandt andet inden for havvindmølleindustrien - er tre gange så innovative som andre virksomheder.

Generelt højt investeringsniveau

Når Jan Hylleberg ikke bliver overrasket, skyldes det, at offshore altid har været stor inden for forskning, og det gælder ikke mindst vindmølleindustrien, der generelt har et højt investeringsniveau.

”Danmark er et omdrejningspunkt for teknologiudvikling inden for vind på verdensplan. Vi har store producenter som Siemens Gamesa Renewable Energy og MHI Vestas Offshore Wind. Det er jo oftest dem, der kommer først med nye mølletyper på havet”, siger Jan Hylleberg.

Innovationen i vindindustrien foregår i de store producenters udviklingsafdelinger i Århus, Vejle og Brande. Men som i eksemplet med ’Rain Erosion Testeren’ også længere nede i værdikæden hos underleverandører.

Opfindelserne ligger inden for en bred vifte af områder. Det er patenter på vingeudvikling, både i forhold til design af selve vingen, og hvordan de produceres. Det er patenter på at kunne håndtere laster med de tunge vinger, fordi de kæmpe dimensioner ikke er kendt fra andre brancher. Når man skal transportere en vinge på 79 meter, skal man opfinde løsningerne forfra. For eksempel for noget så lavpraktisk som lastbiler.

Også de tunge tårnelementer kræver særlig transport. Og så fylder design, formgivning, konstruktion og fæstning på vingen meget i patentbogen.

Og det er bare i vindindustrien.

Olie/gas ligger også på et højt innovationsniveau. I 2014 søgte 10 procent af de virksomheder, som kun arbejder med olie/gas, om patent. Altså er innovationen her to og en halv gange så høj som i andre brancher generelt.

Vind slår olie/gas for første gang

Innovationen er afgørende for, at offshorebranchen kan vækste, og alt tyder på, at det kommer til at ske. Det Internationale Energi Agentur forventer en stigning på 30 procent i den globale efterspørgsel på energi frem mod 2040. Heraf forventer de, at 60 procent vil komme fra vedvarende energi, hvoraf halvdelen vil komme fra sol og vind.

I Danmark blev omsætningen inden for havvind i 2015 for første gange højere end inden for olie/gas, og omkostningerne ved teknologien er faldet kraftigt de seneste år. Så tendenserne er klare.

”Vi skal nok blive klar til at følge med væksten. Men det, der mangler, er, at man i en lang række lande skal have truffet politiske beslutninger om, hvordan markedet ser ud på den anden side af 2020. Helt konkret skal man beslutte, hvor meget havvind der skal være i 2020-30, og hvor projekterne kommer til at ligge. Branchen er meget afhængig af, at markedet og antallet af projekter er kendt mange år frem, og det er en evig udfordring,” siger Jan Hylleberg og peger på, at industriens aktører netop på verdens største konference for havvind i London har lavet en fælles erklæring, der blandt andet opfordrer til, at der opstilles 60 GW havvind i europæiske farvande mellem 2020 og 2030. En mængde, der vil hjælpe med at drive innovation og investeringer i nye mølletyper, der kan sænke priserne yderligere.

Medunderskriver er blandt andre Esbjerg Havn.

”Erklæringen er et stærkt signal om, at den grønne omstilling er i fuld gang, og at der ikke skrues ned for tempoet. Tværtimod,” siger Jesper Bank, som er salgsdirektør i Esbjerg Havn, som også deltog i konferencen.

I erklæringen bekræfter vindindustrien og landene viljen til at samarbejde om udviklingen af havvind.

”I Esbjerg vil vi gøre vores for at udveksle kompetencer og erfaringer med andre havne, så vi i fællesskab kan bidrage til den positive udvikling. For mig er der ingen tvivl om, at markedet for havvind vil vokse betragteligt i de kommende år,” siger Jesper Bank.

Der er et højt aktivitetsniveau inden for havvind i Danmark. I 2015 blev omsætningen inden for industrien for første gange højere end inden for olie/gas.

Vind bliver større end i dag

Projektafhængigheden gør det svært at tilrettelægge produktionen, og endnu er der kun truffet få politiske beslutninger, der kan skabe en langsigtet sigtbarhed.

Alligevel ser Jan Hylleberg også positivt på den nærmeste fremtid for vind.

”Vind bliver i et dansk og nordeuropæisk energisystem væsentligt større end i dag. Vindenergi er den billigste ressource, der er. Det falder sammen med, at vi i den kommende 10-årige periode formentlig kan levere store dele af projekterne uden tilskud, og meget af denne her udvikling bunder i, at vi blandt andet via innovation har kunnet udvikle billigere strøm”.

467 virksomheder fra offshorebranchen har medvirket i rapporten.

Gå til oversigten