Effektiviseringer har bidraget til sorte bundlinjer, så selvom olieprisen netop er dykket kraftigt, ser Esvagt og NorSea lyst på fremtiden.
28. januar 2016 kostede en tønde brent olie 28,79 dollars. Det var det laveste niveau i 12 år. Et par år forinden var priserne styrtdykket, og nu blev bunden nået.
”Opgaver forsvandt som dug for solen og vores omsætning faldt dramatisk,” siger Jesper Høj-Hansen, CEO i NorSea om perioden, hvor olieprisen dykkede.
Peter Lytzen, CEO i Esvagt, mener, at markedet før olieprisens krak var overophedet.
”Alle pumper kørte på fuld tryk, og så på et øjeblik stoppede alt. Det var en fest efterfulgt af et granatchok. Og begge dele var lige usundt,” siger han.
Ser lyst på 2019
Siden de dramatiske dage er prisen på olie mere end fordoblet. Prisen var for nylig oppe på 85 dollars, og selvom den netop har fået et kraftigt tryk nedad, ligger niveauet stadig over 100 procent højere end i 2016. I de seneste to år har virksomheder overalt i industrien forsøgt at finde deres ben at stå på.
I dag er begge CEO’s positive omkring fremtiden.
”For mig at se ser fremtiden lys ud, selvom der ikke er tale om eksplosiv vækst,” siger Jesper Høj-Hansen fra NorSea. Den danske del af den internationale forretning gik omkring 0 for året 2016, mens 2017 gav et underskud på et tocifret millionbeløb. Til gengæld ligner 2018 et lille plus.
Peter Lytzen er også fortrøstningsfuld.
”Vi får mere og mere at lave og fornemmer at vores kunder igen investerer i forventning om stabile oliepriser. Så selvom jeg helst ser større vækst, ser det fornuftigt ud,” siger han.
Sund proces – selvom det har været hårdt
Ifølge de to CEO’s har faldet i olieprisen været en katalysator for en hård proces, som ikke har været sjov, men som industrien måske har haft godt af.
”Nu bliver der i højere grad valgt ud fra pris, hvor det før primært var tilgængelighed. Så det har givet et nyt fokus,” siger Jesper Høj-Hansen.
For NorSea, der er en offshorevirksomhed med godt 200 ansatte i Danmark og Danmarks største supplybase, havde olieprisens fald store konsekvenser. Priserne blev presset, omsætningen faldt og der blev ikke udført nye brønde på Nordsøen. Opgaverne var kun vedligehold. Sådan ser det faktisk stadig ud, men virksomheden har været igennem en lean-proces, hvor processerne er optimeret. Jesper Høj-Hansens fortid i Danfoss er blevet brugt til at digitalisere og automatisere.
For eksempel bliver firmaets 26 lastbiler nu monitoreret, så der er kommet proaktivt fokus på dieselforbrug. På safety-området er 20 siders manualer med procedurer for skiftning af en pakning på en ventil, blevet udskiftet med adfærdspåvirkning, så der sidemandsoplæres i højere grad.
Samtidig er der stordriftsfordele ved at være en del af en stor, international koncern.
”Nu mærker vi lidt positive tanker. Vi forventer ikke at få en højere pris for vores varer, men der er mange forespørgsler, og der skal bores 176 brønde i Norge i den kommende tid, og det er nogle af de første tydelige, positive effekter af den forhøjede oliepris,” siger Jesper Høj-Hansen.
Han forventer et fortsat behov for effektiviseringer, så NorSea fortsætter med lean og automatisering. Selvom Total og Ineos er nye operatører, og der skal bruges milliarder på at genopbygge Tyra, kommer det ikke nødvendigvis til at skæppe godt i kassen hos de lokale operatører.
Tyra kommer til at give en højere aktivitet i forbindelse med klargøringen af nedtagningen af platformen, med offshore servicemedarbejdere, kranførere med mere. Men når platformen lukkes ned, bliver der mindre aktivitet.
”Antallet af opgaver balancerer vel lige nøjagtigt, hvis man ser på den lange bane,” siger Jesper Høj-Hansen.
Alligevel ser han frem til samarbejdet med de nye spillere på markedet.
”De kommer med en anden tilgang, og det skal selvfølgelig en anden dynamik. Den mere industrialiserede tilgang passer rigtigt godt ind i vores nye profil, hvor vi er langt med lean og digitalisering. Jeg sidder her og kigger på vores gamle hovedkvarter på 3.000 kvm, som nu udvides til 6.500 kvm. Den ekstra plads bruger vil til at leje ud til offshore-firmaer i et kontorfællesskab, som skal give et samarbejdsmiljø. Andre steder i branchen har man 10-15-20-årige kontrakter, men her kan du få mødelokaler og kontorhotel ned til timebasis. Vi skaber et innovativt miljø,” siger Jesper Høj-Hansen.
Han er stolt over den transformation virksomheden har været igennem.
”Det har været hårdt og vi har måtte sige farvel til gode kollegaer, men vi er nu godt på vej.”
Esvagt så indad
Da markedet kollapsede måtte Esvagt også se indad. Der blev effektiviseret og driftsomkostninger nedbragt ved at arbejde smartere med færre ressourcer. Er det rutinemæssige vedligehold virkelig nødvendigt? Kan det egentlig bedre betale sig at vente, til det går i stykker? Der blev taget smarte beslutninger.
”Esvagt er nu en godt trimmet organisation og tilpasset de indtjeningsmuligheder, som der er i markedet. Der er ikke flere lavthængende frugter. Det er svært at finde yderligere marginer,” siger Peter Lytzen.
Aktivitetsniveauet i Danmark har været nogenlunde fast i hele perioden. Esvagt har kun seks skibe på kontrakt i Danmark, så det er mest i UK og Norge, at Esvagt mærker opsvinget. Især i de nordlige felter.
Peter Lytzen mener, at markedet har fundet et niveau, hvor der igen bliver tænkt langsigtet. Derfor forventer han heller ikke de voldsomme udsving i oliepris og investeringer.
”Der bliver næppe voldsom vækst i Nordsøen, som er vores primære marked. Men det ser fornuftigt ud, og så er der jo også andre områder, der vækster. Vind for eksempel, og det ser jo virkelig godt ud i Esbjerg,” siger han.
Stabil oliepris ventes
Både Esvagt og NorSea håber på stabilitet i markedet, og det får de. I hvert fald ifølge Jens Nærvig Pedersen, der er senioranalytiker i Danske Bank med fokus på olie.
”Jeg er optimistisk på olieprisens vegne i forhold til 2019,” siger han.
Det betyder ikke, at han regner med, at prisen pisker opad. Jens Nærvig Pedersen var mere overrasket over, at prisen for nylig lå på 85 dollars per tønde, end han er over, at den nu ligger noget længere nede. Men situationen ser fornuftig ud.
”I 2014 var der for meget olie i markedet, men de amerikanske olielagre er faldet tilbage de sidste par år. Formodentlig vil handelskrigen mellem USA og Kina også ende med en aftale, og det vil give ro på,” siger han.
Ifølge Jens Nærvig Pedersen vil de firmaer, der har optimeret og minimeret omkostninger stå godt, selvom det ikke er en proces der skal slutte. For i 2020 begynder vi at se enden på opsvinget.
”Det gør vi måske allerede i USA, og det kommer til Europa. Det kan påvirke omsætning og oliepris, så det er endnu en motivationsfaktor for at skære omkostninger nu,” siger han.
Danske Banks hovedscenarie i den nærmeste fremtid er en oliepris i nærheden af 85 dollars.
”På den lange bane er der stadig grundlæggende tendenser, som tilsiger efterspørgsel. Vi bliver stadig flere mennesker på jorden, og grøn energi kan ikke dække efterspørgslen alene. Historien med oliemarkedet er, at det gang på gang er spået undergang, men det er sejlivet og skal nok kunne eksistere sammen med vind og andre energiformer,” siger Jens Nærvig Pedersen.
Gå til oversigten