Når Europas forsyningskæder presses, påvirker det hurtigt de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Derfor er det afgørende, at varer, energi og materiel kan bevæge sig hurtigt og pålideligt på tværs af kontinentets grænser og ud i verden. Her spiller havnene en nøglerolle som bindeled mellem markeder og lande og som en central del af europæiske værdikæder.
At havnene er blevet et strategisk omdrejningspunkt i Europa, understreges også på højeste politiske niveau. I dette nyhedsbrev bringer vi et interview med EU’s transportkommissær Apostolos Tzitzikostas, som gør det klart, at styrket resiliens, sikkerhed og konkurrenceevne i Europas havne prioriteres højt i den kommende EU Ports Strategy. Som han siger: Europas havne skal være hjørnestenene i et sikrere et mere robust og mere konkurrencedygtigt Europa.
Det flugter med hovedkonklusionen i en ny analyse fra Boston Consulting Group, som peger på, at Europas evne til at genvinde global konkurrencekraft afhænger af effektive forbindelser mellem sø, bane, vej og luft. Når infrastrukturen fungerer som ét samlet system, flyder handlen. Når den ikke gør, opstår flaskehalse, forsinkelser og tab af konkurrenceevne. Hvad det betyder – og hvad der skal til, for at de store projekter kan lykkes i Europa – giver Peter Jameson, managing director og partner i BCG, sit perspektiv på i dette nyhedsbrev.
På Esbjerg Havn ser vi dagligt, hvordan sammenhængende transport gør en reel forskel. Med direkte adgang til motorvej, jernbane og lufthavn og et insisterende fokus på hastighed hjælper vi europæiske virksomheder med at få varer og gods hurtigt ud på de globale markeder.
Det er resultatet af målrettede investeringer i havneudvidelser og modernisering, som øger kapaciteten og forkorter gennemløbstiden. Det handler om at styrke virksomhedernes rammer og øge effektiviteten gennem fysiske anlæg, digitalisering og tæt samarbejde på tværs af sektorer og landegrænser.
Vigtigheden af tværnational koordinering for at undgå flaskehalse og sikre stabile energiflow blev senest bekræftet på North Sea Summit i Hamborg, hvor det blev fremhævet, at bedre samspil og udbygning af infrastrukturen er afgørende for både forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.
Resiliens er blevet et nøgleord. Klimahændelser, geopolitisk uro og sårbare forsyningskæder har tydeliggjort, at infrastruktur ikke kun er et vækstværktøj, men en forudsætning for samfundets funktion.
Som NATO-havn og logistisk knudepunkt har Esbjerg Havn et ansvar for at sikre driftssikkerhed, fleksibilitet og kapacitet. Dual use er ikke et begreb, men en praktisk nødvendighed for et sikkert Europa.
Derfor arbejder vi målrettet med at industrialisere udviklingen af havnen, fra uddybning af sejlrenden og udvidelse af jernbaneterminalen til elektrificerede RoRo-operationer. Hurtigere flow og lavere udledninger går hånd i hånd.
Men infrastruktur handler ikke kun om beton og stål. Innovation og intelligente løsninger er afgørende for, at havnen løbende kan udvikle sig og understøtte både effektivitet og resiliens. Internationale samarbejder spiller en central rolle, når globale indsigter omsættes til konkrete løsninger i den daglige drift, fra nye måder at organisere logistik på til anvendelsen af ny teknologi.
Derfor kan du i dette nyhedsbrev også læse interviewet med EU-kommissæren om den kommende EU Ports Strategy, BCG’s analyse af Europas infrastrukturelle udfordringer samt, hvordan The Port Innovators Network og Esbjerg Havns Innovationshub skaber konkret innovation – og hvordan droner bidrager til en smartere, mere effektiv og robust havnedrift.
Gå til oversigten