”Vi er meget, meget tilfredse,” siger projektchefen om det foreløbige arbejde med den 21 milliarder kroner store ombygning af Tyra-feltet. Som en del af nedtagningen af de gamle topsides har en Esbjerg-virksomhed udviklet en robot, som Total er så glade for, at de har nomineret den til en innovationspris.
Den ligner en klo til en lille gravko. Men det er utrolig meget mere end det. Crawleren, en såkaldt Remote Operated Vehicle, er en fjernstyret robot opfundet af Esbjerg-virksomheden SubC.
Robotten har løst en vigtig opgave for Total, der skal renovere Tyra-feltet. Platformenes spider deck ar oprindeligt seks meter over havoverfladen, men efter at Tyra er sunket, er de nu helt tæt på vandet. Stålkonstruktionerne skal derfor skæres væk. Normalt udføres denne opgave af dykkere under meget strenge krav til vejrforhold og bølgehøjder.
Robotten har ikke meget imod høje bølger, koldt vand og hård vind. Den fjernstyres op til 60 meter væk af et hold, der via op til seks kameraer holder øje med alle bevægelser. Og robotten hægter sig fast, skærer sig nemt igennem centimeter-tykt stål med en uskyldigt udseende ’diamant wire’, der ligner en gummiring.
Tidligere har arbejdet været afhængig af godt vejr og fladt vand, dykkere, skibe og et stort setup. Alternativt skulle mænd hænge i lange reb, der potentielt kunne være farligt. Med opfindelsen af robotten kan SubC løse både nemmere, billigere og hurtigere, men samtidig også sikrere og mere kontrolleret, forklarer Rune Værndal, COO og Partner hos SubC.
”Vi er alle sammen meget stolte af denne her,” siger Rune Værndal og kigger ned på en af de fire crawlere, der får en pause fra havet, og lige nu står på en palle på gulvet hos SUB C på Esbjerg Havn.
Tyra skrider planmæssigt frem
Robotten er udviklet på Esbjerg Havn og er en del af det gigantiske Tyra-projekt til 21 milliarder kroner. Tyra-feltet har fungeret siden 1984 og skal genopbygges. Kridtlaget under feltet er sunket i takt med, at gassen i undergrunden er blevet produceret. Det medfører en risiko for, at store bølger kan nå helt op og ramme selve platformen.
Genopbygningen består af flere dele. Der skal installeres nye platforme, men samtidig skal dele af feltet genanvendes og derfor renoveres. Dette foregår ved, at de gamle topsides løftes af, hvorefter man forlænger brøndene med cirka 13 meter. Til sidst installeres de nye topsides. Til sammen betyder renovationen, at afstanden ned til havoverfladen øges tilstrækkeligt til, at platformene kan fungere sikkert i de kommende årtier.
Morten Hesselager Pedersen er Vice President, Head of the Tyra Redevelopment i Total, og ansvarlig for hele Tyra-projektet. På telefon fra Doha, på vej hjem fra Kuala Lumpur, lyder rosende ord om robotten.
”Det er en virkelig god fortælling, og vi har nomineret projektet til Total Annual Innovation Award,” fortæller han.
”Det er resultatet af nogle ingeniørers gåpåmod og flair for at udfordre den måde, vi gør tingene på,” siger han.
75 mennesker overvåger byggeriet
Fra den endelige beslutning om at ombygge Tyra blev truffet i december 2017, har hundredvis af mennesker arbejdet på ombygningen. Èn af udfordringerne er at afmontere de gamle platforme. Det hjælper robotten blandt andet med.
Men Morten Hesselager Pedersen har også netop været i Malaysia og Indonesien for at se nærmere på fabrikationen af de nye topsides. Samtidig foregår byggeriet af en beboelsesplatform i Italien og nye jackets i Cadiz i Spanien.
”Vi har 75 mennesker sendt ud i verden, så vi kan holde øje med byggeriet for at sikre, at de nye platforme bliver som vi forventer og har planlagt,” forklarer Morten Hesselager Pedersen.
Og det gør det. Ikke bare nedtagningen i Nordsøen kører efter planen, men også byggeriet. Det er derfor en tilfreds projektchef, som udtaler sig. Faktisk er de en smule foran tidsplanen.
”Vi er meget, meget tilfredse indtil videre,” siger han.
Det betyder blandt andet, at ”first steel cut”, der er en slags modsat rejsegilde, blev foretaget på alle tre lokationer i 2018.
I resten af 2019 bliver der bygget og skåret og klargjort til, at 50.000 tons stål skal fjernes fra sitet. I 2020 kommer verdens største kranskib, Pioneering Spirit. Det kan i ét løft tage Tyra Øst, beboelses- og procesmodulet, der alene vejer 15.000 tons, eller hvad der svarer til 10.000 personbiler. Det samme gælder Tyra Vest på 7.000 tons.
”Pioneering Spirit skal løfte det og sejle det ind til land, hvor det i Frederikshavn vil blive skåret op og mere end 95 procent genanvendt. Det sikrede vi os i udbudsmaterialet,” forklarer Morten Hesselager Pedersen.
Alternativet havde været at skære det op i småbidder og fragte det på land i containere. Et langt dyrere og mere komplekst projekt. I bund og grund blev platformene designet med henblik på installation og drift i højere grad end på nedtagning, så det stod ikke klart fra begyndelsen, at det kunne lade sig gøre.
”15.000 tons i små containere. Puh, det havde ikke været nemt,” siger Morten Hesselager Pedersen.
En del af det nuværende arbejde er også at sikre forsyningen, mens Tyra er lukket ned. Dermed kan der eksporteres gas fra andre gasfelter i perioden. Det har krævet ny rørlægning i undergrunden.
Største milepæl i 2019
Den største milepæl i år bliver 1. november, hvor Tyra lukkes endeligt ned. Processen begyndes 1. april – en brønd ad gangen. Hen over sommeren bliver rørledninger rengjort og isoleret, og én for én lukkes de godt 50 brønde. Første november lukkes feltet så helt. Dagen markerer 35 år med platformene.
”Der er jo nostalgi og Danmarkshistorie i det her. Det har jo været et andet hjem for rigtigt mange mennesker siden 1984. Tyra har spillet en speciel rolle for Danmark,” siger Morten Hesselager Pedersen.
1,5 million arbejdstimer
Projektet har 1,5 million offshore arbejdstimer, som er i fuld gang med at blive brugt. De næste 12-15 måneder er der fokus på at klargøre udskiftningen, ligesom nedtagningen vil være central.
”Det hele skal kulminere 25. maj 2020, for der ankommer det firma, som skal udskifte platformene. Der skal vi være klar,” siger Morten Hesselager Pedersen.
Ifølge ham ligger nøglen til succes i evnen til at planlægge med enorm høj forudsigelighed. De mange byggeklodser skal passe sammen og udføres meget nøjagtigt, så de passer med de tidspunkter, som er planlagt. Ellers forskubbes alt.
”Det er ligesom et husbyggeri i stor skala. Hvis den ene håndværker er forsinket, kan den næste ikke komme i gang. Det bliver besværligt og dyrt. Indtil nu er jeg glad for, at vi har formået at drage fordel af enormt store forberedende arbejdet inden selve investeringsbeslutningen,” siger Morten Hesselager Pedersen.
En verdenspremiere
Projektet er begyndt godt, men næste udfordring bliver ifølge Morten Hesselager Pedersen at holde øjnene på bolden, og have fuldt fokus på at fortsætte i samme spor.
”Jeg er på projektets vegne stolt af, hvor vi er, og er komfortabel. Men vi er ikke i mål endnu.”
Ombygningen af Tyra er første gang, der udføres et projekt af sådan en kaliber og størrelse. Ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Den såkaldte dekommissionering af eksisterende produktionsplatforme, altså fjernelsen af de eksisterende anlæg, er ikke prøvet før. I den sammenhæng er offshoreolie- og gasindustrien ikke så gammel en disciplin.
”Vi har ikke prøvet det før, og fordi anlæggene er blevet modificeret gennem de sidste årtier, er opgaven endnu sværere,” siger Morten Hesselager Pedersen.
SubC blev ringet op
Blandt andet derfor tog Total fat i Esbjerg-virksomheden SubC. Opgaven var imidlertid ikke, at de skulle udvikle en robot. Total skulle undersøge stabiliteten af benene og ville høre, om det var smartest at foretage målinger af tykkelserne på de oprindelige jackets med dykkere eller at bruge mænd, der kravlede ned hængende i reb. Såkaldt rope-access.
SubC vendte tilbage og sagde ’ingen af delene’.
I stedet gik de i dialog med Total om robotten og havde hurtigt en prototype klar. Siden blev der sat en sav på robotten, og så kunne den også udføre savearbejdet, så spider deck’et kunne fjernes.
For SubC var det en perfekt opgave at få. De arbejder både over og under vand, og i den kritiske zone lige i midten mellem de to elementer.
”Når olieprisen er oppe, skal opgaverne bare løses her og nu. Nu hvor prisen er usikker, tænker man mere over, hvordan en opgave kan løses bedre, og det er her, vi kommer på banen,” siger Rune Værndal. Hos SubC er en stor del af de godt 65 medarbejdere ingeniører.
”Arbejdet med Tyra er et vanvittig spændende ingeniørarbejde. Det er fantastisk at kunne sidde her på Esbjerg Havn og være med til at gøre en forskel på Tyra 225 kilometer ude i Nordsøen,” siger Rune Værndal.
Projektet med robotten er på et tocifret millionbeløb, men tanken er at bringe robotten videre ud i verden.
Danmark fortsætter som selvforsynende
Projektet med at ombygge Tyra ventes færdigt i 2022. Ombygningen betyder, at Danmark kan fortsætte med at være selvforsynende med gas i en lang række år ud i fremtiden.
Fakta om Tyra-feltet- 225 km vest for Esbjerg - Produktionsstart i 1984 - 90 produktionsbrønde - Reservoirdybde: 2.000 meter - Field area: 615,6 km2 - Vanddybde: 42-46 meter - Danmarks største gasfelt - 90 procent af Danmarks gasproduktionen behandles på feltet. - Drives af Total på vegne af DUC. |
Gå til oversigten