marts 28, 2022

Unge hjælper virksomheder med at nå verdensmålene på Esbjerg Havn

D25503f0 8730 4163 833f 2581d14362e3

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

En svamp, halm og kornskaller kan være med til at gøre fremtidens emballage mere bæredygtig. Unge elever fra Rybners HTX i Esbjerg har fået idéen i et innovativt forløb, som Verdensmålshuset GenIN har faciliteret. De arbejder med at omsætte FN’s verdensmål til praksis for virksomheder på Esbjerg Havn, og forløbet er en del af et toårigt samarbejde med virksomheden Polytech.

Svampe, halm og kornskaller. Det er måske ikke det første, man tænker på, når der skal produceres emballage til produkter, der skal sendes ud i hele verden.

Men det er alligevel ingredienserne i et koncept til at lave grøn emballage, der er udviklet af en gruppe elever fra 2.g på Rybners HTX, i et forløb som Verdensmålshuset GenIN har kørt i samarbejde med virksomheden Polytech i efteråret 2021.

Polytech designer og producerer teknologiske løsninger og komponenter til havvindmøller, der udskibes fra Esbjerg Havn. Verdensmålshuset GenIN driver aktiviteter om Verdensmålene og faciliterer samarbejde mellem virksomheder og uddannelser.

”Vi har som udgangspunkt, at vi skal hjælpe virksomheder med at beskæftige sig med FN’s Verdensmål ’in real life,’” som stifter og ejer Gert Barslund siger.

Det foregår på forskellige måder, men en af måderne er at føre skoler, uddannelser og virksomheder sammen i den konkrete udmøntning af verdensmålene.

Mere end hver anden henvendelse kommer fra virksomheder på Esbjerg Havn, som har indgået en aftale med GenIN om, at de kan bruge et tidligere fiskepakhus på havnen som et slags eksperimentarium. Her samles arbejdet med Verdensmålene i møder, arrangementer og cases, som kan stimulere idéudviklingen.

”Det er lige nøjagtig den slags innovation og samarbejde, som Esbjerg Havn gerne vil understøtte. Skal vi nå i mål med den grønne omstilling, så kræver det, at vi arbejder på tværs af hele værdikæden, og at vi får næste generation med til at udvikle fremtidens løsninger,” siger Havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

GenIN tilbyder forskellige forløb, alt efter hvor langt virksomheden er. Nogle virksomheder har svært ved at få taget hul på det konkrete arbejde med verdensmålene, og i forløbene hjælpes de til at integrere det i forretning, markedsføring og meget mere.

D25503f0 8730 4163 833f 2581d14362e3

Gruppen af elever, der vandt GenIN og Polytechs forløb.

Verdensmål ‘in real life’

Et af forløbene går ud på at sætte fokus på et verdensmål gennem involvering af unge i reelle cases fra virksomheden. Polytech indledte samarbejdet med GenIN, fordi de gerne vil arbejde hen imod, at emballagen til deres komponenter forurener mindre.

Forløbet kulminerede med, at et dommerpanel, som Esbjerg Havn var en del af, kårede en vinder. Kernen i vinderforslaget er, at emballagen fremover skal produceres af svampe.

To af idémagerne er Noah Nicol og Sofie Ravn Christensen, begge 18 år, der netop havde lært om svampe i deres biologitimer. Det inspirerede dem til at bruge svampes rodnetværk, der kan binde ting sammen, fordi de virker som tov med en masse, små knuder.

”Vi ønskede at bruge et restprodukt, og så kom vi på denne her idé,” siger Noah Nicol.

Prototypen er blevet lavet af stilke fra hampeproduktion, som så bliver bundet sammen af svampes rodnet, som en slags lim. Eleverne ser også muligheder i restprodukter fra raps, hø og halm.

Samtidig er de unge i gang med at undersøge muligheden for at støbe produktet til små peanutformede kugler, der vil kunne afløse flamingo. Lykkes det, kan løsningen skaleres og tilpasses mange produkter.

”Vi arbejder videre med det, for vi håber på at videreudvikle det til det bedst mulige produkt. Gerne til flere virksomheder. Vi starter småt og ser, hvad det kan blive til,” siger Noah Nicol.

9f36775e 358c 4a96 97aa aa1065dcc9b5

Et udpluk af de unge, der hjælper virksomheder med at nå verdensmålene på Esbjerg Havn.

En ny generation af idéudviklere

Baggrunden for at sætte unge i forbindelse med virksomhederne handler både om gode idéer og fremtidens arbejdskraft.

”Vi har brug for, at de unge kan tænke i bæredygtighed, og vi skal hjælpe dem med at tage ansvar for en bedre verden. Mange virksomheder vil gerne række ud mod de unge, så de får en profil overfor den generation. Samtidig vil de unge gerne række ind i virkelighedens univers,” siger Gert Barslund.

Det er børn og unge helt ned til fjerde klasse, som deltager. Så de har ikke nødvendigvis det tekniske niveau til at løse udfordringerne. Men de kan komme med kreative og anderledes tanker, som kan bruges. Og så kan virksomhederne trække det op på et professionelt niveau.

Det er projektet med Polytech et godt eksempel på. Her pitchede de unge skoleelever 40 idéer, og der blev arbejdet professionelt videre med vinderprojekterne.

Ifølge Gert Barslund er interessen stigende i forhold til at sende konkrete cases til de unge elever.

”Der vokser et stort potentiale ud af det her. Både det konkrete projekt og på længere sigt. Vi er også begyndt på et samarbejde med Aalborg Universitet, så perspektivet er stort, og det kan virksomhederne se,” siger han.

De unge fra Rybners HTX har også selv store tanker om, hvor det konkrete projekt skal ende. De vil starte deres egen virksomhed og arbejde videre med idéen.

”Det er jo en fantastisk gave at kunne arbejde professionelt med en virksomhed som Polytech i stedet for at lave en skoleopgave. Vi er nu næsten 100 procent sikre på, at vi kan lave bæredygtig emballage ud af de materialer, så nu vil vi prøve at komme ud både nationalt og internationalt. Det er fantastisk. Ingen havde forventet det her, da vi gik i gang,” siger 18-årige Sofie Ravn Christensen, der allerede er i gang med at udvikle nye idéer:

”Hvorfor stoppe med svampe til vingeemballage? Vi har også tanker om restmaterialer fra landbruget. Vi vil meget gerne arbejde med reelle bæredygtighedsudfordringer og være med til at gøre en forskel,” siger Sofie Ravn Christensen.

Også Gert Barslund er begejstret.

”Når to parter kan møde hinanden på den måde som er sket her, og skabe noget, så er projektet lykkedes godt, synes jeg. Og det kan være med til at styrke både de unge og virksomhederne,” siger han.

Gå til oversigten