Der er behov for, at de europæiske medlemsstater i endnu højere grad taler med én stærk stemme, hvis vi skal i mål med de løsninger, som de europæiske havne og vindindustrien har brug for. For at arbejde endnu mere fokuseret imod det mål, stiller Esbjerg Havn sit kandidatur til rådighed, når der i juni måned er valg til bestyrelsen i WindEurope.
Vindindustrien er udfordret i disse år. Geopolitisk usikkerhed, en svækket europæisk konkurrencekraft og økonomisk uvished er bagtæppet for den situation, at vi står i. Der er brug for – mere end nogensinde før – at industriens aktører, på tværs af sektorer og lande, intensiverer indsatsen for og arbejdet med, at vi får skaleret de vedvarende energikilder, som er en forudsætning for, at vi når i mål med den grønne omstilling.
Derfor stiller vi mit kandidatur til rådighed for bestyrelsen i WindEurope. Det sker med afsæt i Esbjerg Havns mangeårige erfaring i vinindustrien og vores kontinuerlige arbejde med at udvikle og drive infrastruktur samt styrke samarbejdet på tværs af hele værdikæden og på tvær af landegrænser. Her er havnegruppen Ports Platform i WindEurope et forum, som fører til konkrete indsatser.
Vi må alle blive bedre til at se hen over landegrænserne og arbejde langt tættere sammen, hvis vi skal i mål. Det vil skabe den stabilitet og forudsigelighed, som alle efterspørger.
Der er behov for, at vi udbygger det eksisterende elnet, så det kan håndtere det stigende udbud af grøn strøm, som forbrugerne efterspørger. Og der er behov for, at vi investerer massivt i at planlægge og udvikle et fælles europæisk elnet, som kan koble det høje aktivitetsniveau i f.eks. Nordsøen til resten af Europa.
I udfordrende tider er nøgleordet resiliens. Derfor skal der investeres fra kollektivt hold i, at vi får en stærk europæisk forsyningskæde bestående af europæiske virksomheder, som kan skabe arbejdspladser, drive innovation og tiltrække investeringer.
Fra havnene af oplever vi hver dag, at vindmøller og projekter vokser sig større. Det er positivt. Men det udfordrer kapaciteten ved de europæiske havne, som er helt eller tæt på helt fyldt op. Vores dygtige kollegaer på tværs af lande gør allerede alt hvad de kan for at optimere deres drift, implementere innovative løsninger og koordinere på tværs af lande.
Derfor skal vi samtænke, planlægge og strategisk investere i, at vi kan udbygge elnettet, styrke forsyningskæden og skalere havnenes drift og areal, så vi kan lykkedes med endnu flere projekter. Både inden for offshore og onshore vind.
Vi gør alt hvad vi kan for at ’overholde vores del af aftalen’. Derfor kan du også i dette nyhedsbrev også læse om hvad 5. etape af havneudvidelsen betyder for havnen, hvordan uddybningen af sejlrenden skaber helt nye muligheder på tværs af forretningsområder og hvad der gør, at rekordmange vindfartøjer vil besøge havnen i 2025.
Samtidig skaber aktiviteten på havnen også ringe i vandet, hvor du i nyhedsbrevet også kan læse om hvordan DFDS oplever trafikken over Nordsøen efter Brexit samt et nyt strategisk partnerskab, som skaber nye muligheder for vidensdeling med den norske havneoperatør WindPort.
Gå til oversigten