juni 16, 2025

Et historisk godt år skaber store perspektiver for fremtiden

Dennis kommentar NB33

Har du spørgsmål?

Karin rix hollander

Karin Rix Holländer

Direktionssekretær

Esbjerg Havns årsmøde var en anledning til at fejre, at 2024 blev et historisk godt år for havnen. Ikke blot fordi, vi har leveret vores bedste resultat nogensinde, men fordi den positive udvikling tegner store perspektiver for yderligere udvikling og fremtidige vækstmuligheder.

2024 har været et historisk godt år på Esbjerg Havn. Aldrig har omsætning og overskud været større. Men det er ikke det, som for alvor gør mig til en glad direktør for havnen. Det er perspektiverne.

  • Vi blev her i foråret færdige med at uddybe sejlrenden til 12,5 meter. Det betyder, at vi nu kan tage imod anløb fra langt større skibe. Det gælder alt fra de voksende vindfartøjer til skibe fra Nato-alliancen og RoRo. Jeg tror på, at uddybningen kan være med til at sikre en fordobling af godsmængden over de næste 10 år.
  • Vi fik forlænget godsbaneterminalen, hvilket har ført til øget jernbanetrafik fra hele Europa, og vi forventer, at denne vil stige yderligere.
  • Vi har udvidet havnearealet med over 575.000 kvadratmeter eller godt 80 fodboldbaner. Det svarer til godt 10 procent af vores areal.
  • Vi har håndteret 5.800 skibsanløb og 12.000 flere biler end sidste år.
  • Vi har øget belægningen på vores lager- og udskibningsarealer og været base for to store tyske havvindprojekter.
  • Vi har igangsat etableringen af Danmarks første CO2-terminal til lagring i Nordsøen, som forventes at skabe travlhed på havnen i de kommende år.
  • Vi har levet op til vores rolle som NATO-havn ved flere lejligheder, hvor vi er med til at skabe de bedste rammer for europæisk sikkerhed på tværs af produktion og arealbrug. Og alle forventer, at den rolle kun bliver større.
Derfor er 2024 historisk.

Esbjerg Havn er blevet knudepunkt – for grøn energi, international logistik og europæisk sikkerhed.

Geopolitisk usikkerhed, trusler om toldkrig og en verden i opbrud har forplantet sig i den globale samhandel, og vi har også mærket det på havnen. Men selv med ustabile geopolitiske forhold er det kun gået fremad. Derfor er jeg en optimistisk og tilfreds direktør.

Som formand Søren Gade også pointerede på årsmødet, så er vi godt 50 ansatte på Esbjerg Havn. Den egentlige vækst kommer jo ikke fra os, men fra havnens virksomheder, som bruger de rammer, som vi skaber til dem. Dem vil jeg gerne takke for et godt samarbejde og for at gribe mulighederne.

Esbjerg Havn er et knudepunkt for international logistik i samarbejde med virksomhederne på havnen.

Det forpligter. For med stor efterspørgsel efter vores kapacitet og fleksibilitet, skal vi investere yderligere i havnen til gavn for vores kunder. Så det gør vi. De kommende år tegner endnu mere lovende end det historiske 2024.

Du kan læse mere om nøgletallene fra vores årsrapport i dette nyhedsbrev og så kan du læse en reportage fra årsmødet her.

Gå til oversigten