Det er nu et år siden, at Draghi stillede sin diagnose: Europas konkurrenceevne er udfordret. Det er vores sikkerhed også. Og det haster med at finde løsninger, så vi får styrket både konkurrencekraft og resiliens. Her spiller infrastruktur og de europæiske havne en helt central rolle, og vi er i fuld gang med at yde vores bidrag. Det handler blandt om at forene militære og civile formål – dual use – på en fremsynet, smart måde og såkaldt modal shift.
Vi og havnens virksomheder oplever en i ny udvikling i efterspørgslen. Flere og flere ønsker at flytte gods fra vejene og over til tog og skibe. Det flugter også med dét, EU-Kommissionen lægger vægt på, nemlig modal shift – omlægningen af gods fra vej til sø og bane – bliver en nøglesten i fremtiden.
Forlængelsen af jernbanen til havnen samt RoRo-terminalerne på havnen gør os til et knudepunkt i TEN-T-netværket – EU’s fælles transportnetværk, som binder veje, jernbaner, havne og lufthavne sammen på tværs af Europa. Det er afgørende for, at vi kan servicere de globale markeder i Asien og Amerika med europæiske produkter via effektive logistikløsninger til søs.
Modal shift forudsætter en sammenhængende infrastruktur og stærkt samarbejde på tværs af landegrænser. Netop samarbejdet mellem lande, regioner, myndigheder, industrier og sektorer mere afgørende end nogensinde før.
Fra vores position i Management Board i WindEurope ser vi, hvordan den løbende deling af viden og know-how i sektoren har været med til at drive udviklingen i den rigtige retning. Vi er ikke i mål. Men de europæiske havne arbejder målrettet for at servicere og understøtte de løsninger, som skal sikre at vi kommer i mål med den grønne omstilling i Europa.
I en tid hvor energi- og handelspolitik er blevet til sikkerhedspolitik, spiller de europæiske havne en nøglerolle som kritisk infrastruktur. Dual use er kodeordet: Vi skal sikre, at havnene er fremtidssikret til både civile og militære formål. For Esbjerg Havn betyder det, at vi skal være gearet til at levere på vores rolle som både NATO-havn, vigtig del af en international forsyningskæde og knudepunkt for vind og grøn omstilling. Det kræver konstant udvikling og store investeringer.
Den Europæiske Investeringsbank har med sin investering i Esbjerg Havn netop vist, hvordan EU kan bidrage konkret til at styrke Europas infrastruktur og forsyningssikkerhed gennem dual-use-projekter. Investeringen er sket i tæt samspil med den danske stat, som har spillet en nøglerolle i at understøtte projektet. Sammen er det et eksempel på, hvordan stærkt europæisk samarbejde kan skabe løsninger, der både tjener nationale behov og styrker Europas fælles resiliens.
De europæiske havne viser allerede vejen for, hvordan fremtidens Europa bygges fra havnekanten: med innovative, fleksible og robuste løsninger. Hvis Europa både skal i mål med den grønne omstilling, styrke sin strategiske autonomi og øge virksomhedernes konkurrenceevne, er havnene helt afgørende.
Du kan også læse om RoRo’s rolle i at understøtte europæiske industrier og Esbjerg Havns nye medlemskab af Baltic Ports Organization, der skal styrke handelskorridorer mellem Østersøen og resten af Europa. Du kan også læse om havnens nye Innovationhub, der bliver et samlingspunkt for udvikling og test af nye løsninger i tæt samarbejde med havnens virksomheder. Endelig kan du læse om Villemoes Holding ApS, som har købt 10 % af havnens ejendomsselskab.
Gå til oversigten