Endnu et travlt år nærmer sig sin afslutning. Havneudvidelsen har sikret, at vi har kunne navigere gennem den geopolitiske uro og usikkerhed for industrien, ved at tilbyde virksomhederne på havnen et større areal, bedre infrastruktur og flere muligheder. Det er på det fundament, at vi ser på det kommende år med optimisme.
AF DENNIS JUL PEDERSEN, DIREKTØR PÅ ESBJERG HAVN
Året 2024 går på hæld. Et år, som på mange måder er kendetegnet af de kvantespring, som havnen har taget i det forgangne år.
Udvidelsen af arealet på havnen og uddybningen af sejlrenden er milepæle, der forandrer vores havn. Det igangværende arbejde skaber et hav af nye muligheder for os som gør, at vi på nye måder kan servicere eksisterende og nye kunder. Med større arealer og en øget vanddybde, har vi mulighed for at kunne rumme de stadig større komponenter til vindindustrien samtidig med, at større skibe på tværs af en lang række områder kan anløbe havnen og skabe flere muligheder for virksomhederne på havnen.
Samtidig befinder vi os i en virkelighed, hvor globalisering og geopolitisk usikkerhed er med til at tegne spillepladen – på godt og ondt. Som et knudepunkt for kritisk infrastruktur og vores rolle som NATO-havn, har vi en forpligtelse til at skabe de bedste rammer for at tungt materiel kan anløbe havnen. Og når vi ser tilbage på året, herunder anløbet af fartøjer med militært køretøj, kan vi konstatere, at det gør en forskel, og at vi lever op til vores forpligtelse.
Det globale marked for offshore vind er præget af usikkerhed. På trods af det, så er aktiviteten høj på havnen og efterspørgslen efter at bruge vores kapacitet forbliver høj og konstant. Det betyder også, at vi arbejder på projekter, som lægger 7-8 år ude i fremtiden. Det bekræfter, at tingene udvikler sig som håbet, og at vi kan lykkedes med den grønne omstilling i Europa.
Der er aldrig blevet bygget så meget på Esbjerg Havn som i 2024. Med vores udvidelse af havnen, en færdiggørelse af det nye havneafsnit og opførslen af en lang række nye haller, ser vi ind i et kommende år, hvor vi kan servicere virksomheder på det globale marked i endnu højere grad. Udviklingen er drevet af virksomhederne på havnen. På trods af geopolitisk uro og uvished, oplever vi, at vores kunder ser positivt på fremtiden og investerer efter det.
De massive investeringer er en forudsætning for, at vi kan nå i mål med den grønne omstilling. Udover at skabe rammerne for det gennem havnens aktiviteter, arbejder vi målrettet med at elektrificere havnen fuldt ud, så vi bl.a. kan tilbyde virksomhederne på havnen landstrøm til egne aktiviteter skibe, som reducerer CO2-udledningen. Og i takt med, at virksomhederne omstiller sig, ser vi ind i en endnu grønnere drift på havnen.
I dette nyhedsbrev kan du læse mere om hvordan droner i fremtiden kan tage lodsning til nye højder på havnen, hvordan en ny rute til Nordamerika kan efterkomme den stigende efterspørgsel efter mere gods og hvordan havnen har spillet en central rolle at agere hub for fundamenter til et stort offshore vind projekt i USA.
Gå til oversigten